Fireårige Lylah Baker fra Texas var en sund, rask og frisk lille pige, som snart skulle begynde i børnehaveklasse.

I maj blev hun pludselig syg, og i dag har hun pådraget sig en hjerneskade.

I en tid, hvor hele verden frygter corona, advarer de amerikanske sundhedsmyndigheder nu om en 'ny' farlig sygdom, melioidose.

Sygdommen melioidose er aldrig tidligere blevet registreret uden for troperne.

Nu er to amerikanere imidlertid døde af sygdommen, mens to andre smittede er blevet helbredte.

Det skriver det videnskabelige medie LiveScience.

Sygdommen er velkendt i troperne – især i Sydøstasien og det nordlige Australien – og smitter typsik ved, at mennesker drikker eller spiser forureret jord eller vand. De fire amerikanske smittetilfælde får nu de amerikanske sundhedsmyndigheder til at slå alarm.

Det er nemlig første gang nogensinde, at melioidose er blevet registreret på det amerikanske fastland.

To amerikanere er døde af en sygdom, som normalt kun ses i troperne. (Arkivfoto) Nikolai Linares

Nu er der imidlertid tilfælde i Georgia, Kansas, Texas og Minnesota, skriver LiveScience.

Ifølge mediet er de hidtil eneste andre amerikanske tilfælde af sygdommen registreret på Jomfruøerne og i Puerto Rico.

Men selvom sygdommen er kendt, er det ikke desto mindre et mysterium, hvordan smitten er nået til USA.

Ingen af de smittede har nemlig været uden for landet, før de blev syge.

The US Centers for Disease Control and Prevention (CDC) mener dog, at sygdommen er bragt ind i landet via importerede fødevarer eller lignende.

Indtil videre har forskere taget mere end 100 prøver af jord, vand og andre produkter i de smittedes nærmiljø for at finde en forbindelse mellem de fire tilfælde. Hidtil uden resultat.

En nærmere undersøgelse af bakterien bestyrker dog mistanken om, at de på en eller anden måde må have en fællesnævner.

Hvert år bliver 10 til 12 amerikanere smittet med sygdommen, men det har altid tidligere været patienter, der er blevet smittet i forbindelse med en rejse.

Lylah Baker pådrog sig en hjerneskade i forbindelse med sygdommen. Gofundme

Melioidosis skyldes bakterien Burkholderia, og symptomerne er hoste, åndenød, træthed, kvalme, opkastning, feber og udslæt.

Patienterne risikerer at udvikle diabetes, lever- og nyreskader, kronisk lungesygdomme, kræft og et svagere immunsystem.

Dallas Morning News skrev for nylig om den fireårige Lylah Baker, som blev indlagt en måned på en intensivafdeling med sygdommen. Hun var gennem længere tid koblet til en respirator, og selv om hun overlevede sygdommen, pådrog hun sig en hjerneskade.

»Hun var en sund, typisk lille pige, som skulle begynde i forskole til efteråret – uden helbredsproblemer af nogen art,« fortæller hendes tante Ashley Kennon til avisen.

»Så det var bestemt en stor overraskelse for alle, for ingen vidste, hvor bakterierne kom fra.«