I Kina er man begyndt at pode folk analt for at tjekke, om de har corona. Senest har de amerikanske diplomater også fået sådan en podning.

Nu har udenrigsministeriet i USA indgivet en klage til det kinesiske udenrigsministerium.

Det skriver NBC News.

USA har fået 'forsikringer fra Kina om, at testene blev udført ved en fejl', og at diplomatisk personale var undtaget fra at skulle testes på denne måde.

»Ministeriet er forpligtet til at garantere amerikanske diplomaters og deres familiers sikkerhed og samtidig bevare deres værdighed i overensstemmelse med Wien-konventionen om diplomatiske relationer samt andre relevante diplomatiske lovbestemmelser,« siger en talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium.

Zhao Lijian, en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, sagde på en pressekonference torsdag, at han havde tjekket med sine kolleger, og så vidt han vidste, 'har Kina aldrig bedt amerikanske diplomater, der er stationeret i Kina, om at få foretaget en anal-podningstest'.

Anal-podningstest er ifølge nogle eksperter mere nøjagtige end podninger i næsen og i svælget.

I Kina er der blevet bekræftet 89.864 tilfælde af sygdommen covid-19, som skyldes coronavirusset. 4.636 kinesere er døde med covid-19 ifølge landets nationale sundhedskommission.