Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo tror ikke meget på, at coronavirus skulle være opstået på et fødevaremarked i Wuhan i Kina. Han er til gengæld overbevist om, at covid-19 har sin oprindelse på et laboratorium - en teori som han nu fremsætter for anden gang.

Allerede i maj sidste år fremlagde den amerikanske udenrigsminister sin teori. Spekulationerne blev dengang afvist af flere eksperter, skriver Berlingske.

Kritikken af Kinas håndtering af corona-virussen kommer blot få dage inden udenrigsministerens aftrædelse.

I en officiel udtalelse har det amerikanske udenrigsministerium offentliggjort en række nye oplysninger, som udenrigsminister Mike Pompeo opfordrer Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at drøfte med den kinesiske regering.

Foto: JUSTIN LANE
Vis mere

Mike Pompeo skriver bl.a., at ansatte på Wuhan Institute of Virology (WIV) var syge med coronalignende symptomer allerede inden det første tilfælde af coronavirus officielt blev bekræftet i Wuhan i december 2019.

»Den amerikanske regering har grund til at tro, at flere forskere på WIV blev syge i efteråret 2019 inden det første identificerede tilfælde af udbruddet med symptomer, der stemmer overens med både covid-19 og almindelige sæsonbetingede sygdomme,« siger Mike Pompeo i pressemeddelelsen ifølge mediet.

Det er uvist, hvor det amerikanske udenrigsministerium har sine informationer fra.

Udenrigsministeriets udmelding kommer samtidig med, at et hold eksperter fra WHO besøger Kina, hvor de skal undersøge coronavirussens oprindelse, herunder den danske forsker Thea  Kølsen Fischer.

Mike Pompeo mener, at »ethvert ansvarligt land« ville have inviteret internationale forskere til Wuhan allerede få dage efter udbruddet.