»Vi vil ikke kravle ind under en sten og dø i skam.«
Sådan lyder det fra to kvinder, som de fleste af os nok bedst kender fra to meget kulørte kriminalsager de seneste årtier:
Amanda Knox og Lorena Bobbitt.
De er begge amerikanske, og trods en aldersforskel på 17 år har de fundet sammen i søstersolidaritet.

De har nemlig begge været hovedpersoner i spektakulære kriminalsager med seksuelle undertoner, og det har givet den en fælles forståelse, fortæller de nu til flere forskellige amerikanske medier.
Amanda Knox sad fire år i et italiensk fængsel. Dømt for et bestialsk sex-drab på sin britiske værelseskammerat i 2007, mens hun var udvekslingsstudent i støvlelandet.
To gange blev hun dømt for mordet, og to gange blev hun frifundet i sagen.
Lorena Bobbitt skabte overskrifter verden over i starten af 90'erne, da hun i affekt skar noget af sin mands penis af.

Hun blev siden frikendt for overgrebet, fordi retten fandt det bevist, at manden i årevis havde udsat hende for både voldtægt, psykisk og fysisk vold.
Flere år efter fortalte hun i en dokumentar, hvordan hun følte, at medierne gjorde hende til grin og udelukkende fokuserede på hendes mand og hans ædlere dele.
Hendes forhistorie blev stort set forbigået, mener hun.
Nu har de to kvinder fundet sammen i kampen for at give oprejsning til kvinder, der føler sig udskammet i offentligheden.

De mener nemlig ikke, at kvinder fra virkelighedens kriminalsager får en fair behandling i medierne.
Venskabet opstod i kølvandet på true crime-festivalen 'Death Becomes Us' i Washington, hvor de hurtigt fandt ud af, at de havde meget til fælles, fordi de begge har været hovedpersoner i meget omtalte kriminalsager.
Efter deres mening bliver kvinderne alt for ofte fremstillet i et odiøst skær, så medierne kan profitere af deres skæbner.
I stedet burde tv og aviser i langt højere grad fokusere på de forbrydelser, kvinderne har været ude for, pointerer de.
»Lorena og jeg har meget til fælles. Det kommer vi ind på, når vi taler,« udtaler den nu 32-årige Amanda Knox til Fox 5 samtidig med, at hun understreger, at hun aldrig selv har begået en forbrydelse.
»Det, der slog mig mest, da vi talte sammen i telefonen, var, dette er et historisk øjeblik i historien om skamfulde og ødelagte kvinders historie.«
»Du ser ikke kvinder, der skammer sig og er ødelagte, komme frem og støtte hinanden,« siger hun videre og tilføjer, at kvinder, der har været genstand for den omtale i medierne, de har, ofte bliver til karakterer, og at medierne udnytter deres traumer til at øge deres fortjeneste og skabe underholdning.
»Jeg tror, at folk på en eller anden måde forventer, at vi skal kravle ind under en sten af skam og dø.«
Og Lorena Bobbitt er enig.
Den nu 49-årige amerikaner har siden taget sit oprindelige efternavn Gallo og arbejder med at hjælpe andre kvinder, der bliver slået og mishandlet af deres mænd.
»Nu kender folk historierne og sandheden om, hvad der skete. Det er meget vigtigt for os at få det budskab ud.«
»Det (hendes angreb på eks-manden, red.) var noget, der skete under tragiske omstændigheder som følge af hustruvold og seksuelt misbrug. Jeg blev frikendt på grund af midlertidig sindssyge som følge at det misbrug, min mand havde udsat mig for. Jeg vil bare have, at folk skal vide, hvem jeg er. Jeg er Lorena. Jeg hjælper mit samfund og børn og ofre for vold i hjemmet. Jeg har dedikeret mit liv til at hjælpe andre,« siger hun ifølge People til FOX 5.