»Det er en moderne kærlighedshistorie: dreng møder pige, dreng forelsker sig i pige, dreng gifter sig med pige, pige skærer drengs penis af.«

Så præcist opsummeres historien om forholdet mellem Lorena Bobbitt og John Wayne Bobbitt i traileren til en ny dokumentarserie med titlen ’Lorena’. Den handler om en voldsom hændelse den 24. juni 1993, som gik verden rundt.

Her gjorde Lorena Bobbitt nemlig noget, som roligt kan karakteriseres som en mands værste mareridt.

Hun gik ud i køkkenet, fandt en kniv, gik ind i soveværelset, hvor hendes mand lå og sov, og kappede så ellers hans penis af.

Lorena Bobbitt følte sig dårligt behandlet af pressen under retssagen og vil nu fortælle sin side af historien. Det gør hun i en ny dokumentarserie på Amazon Prime Video.
Lorena Bobbitt følte sig dårligt behandlet af pressen under retssagen og vil nu fortælle sin side af historien. Det gør hun i en ny dokumentarserie på Amazon Prime Video. POOL

Herefter gik hun ud i sin bil, kørte en tur og smed på et tidspunkt John Wayne Bobbitts afhuggede penis ud af vinduet, hvor den landede på en mark.

En spektakulær sag, som dengang skabte ramaskrig i hele verden.

I dag ser Lorena Bobbitt dog tilbage på handlingen og den efterfølgende retssag og ser sig selv som et offer for sexisme. Det er det synspunkt, dokumentarserien fremfører.

Under retssagen forsvarede hun sig med, at hun var udsat for vold og sexovergreb af sin daværende mand. Afhugningen af penissen var nødværge og selvforsvar.

John Wayne Bobbitt under retssagen i 1994, hvor hans ekskone, Lorena Bobbitt var anklaget for at hugge hans penis af.
John Wayne Bobbitt under retssagen i 1994, hvor hans ekskone, Lorena Bobbitt var anklaget for at hugge hans penis af. POOL

Retten frikendte hende da også på baggrund af midlertidig sindssyge og lagde blandt til grund for dommen, at John Wayne Bobbitt havde udsat hende vold og sexovergreb.

Men Lorenas side af historien fyldte ikke meget dengang. Derfor vil dokumentarserien nu give hende en stemme.

»For mig at se er Lorena det ultimative eksempel på en person, der er blevet mishandlet groft, og hvor verdens fokus ikke har været på hendes oplevelser, men på det hun gjorde som reaktion på de oplevelser,« siger filmens instruktør, Joshua Rofe, til Variety, og uddyber:

»Min vurdering er, at det, hun gjorde, helt basalt var at kæmpe for sit liv. Det var ganske enkelt selvforsvar.«

Den spektakulære sag fik mediedækning i hele verden.
Den spektakulære sag fik mediedækning i hele verden. POOL

I forbindelse med filmen har Lorena Bobbitt genset store dele af pressedækningen af hendes sag. Hun blev ked af at se, hvordan medierne behandlede hende.

»De brugte mig som joke, og det er sørgeligt. Det gjorde ondt, at folk ikke så på, hvad der i virkeligheden var sket. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det dengang,« siger Lorena Bobbitt, og fortsætter:

»I stedet for at have en seriøs samtale om vold i hjemmet og sexovergreb, handlede det om Johns organ. Hele situationen gjorde mig indigneret.«

Også dokumentarseriens producer, Jordan Peele, mener, at Lorena Bobbitt har fortjent at fortælle sin side af sagen.

Dr. James T. Sehn fremviser et billede John Wayne Bobbitts afhuggede penis under retssagen.
Dr. James T. Sehn fremviser et billede John Wayne Bobbitts afhuggede penis under retssagen. POOL

»Men det her projekt får Lorena en platform, hvorfra hun kan fortælle sin sandhed og indgå i en kritisk diskussion om dynamikken mellem kønnene, mishandling og hendes krav på retfærdighed,« siger han til Cosmopolitan.

Hvad angår John Wayne Bobbitts penis, så fandt politibetjente – efter en storstilet eftersøgning – penissen på en mark.

Den blev efterfølgende syet på igen, og mellem 1994-1996 blev penissen oven i købet hovedattraktionen i et par voksenfilm.

John Wayne Bobbitt medvirkede i tre pornofilm mellem 1994 og 1996 – blandt anden ’Frankenpenis’.

’Lorena’ har premiere på Amazon Prime Video i løbet af februar og løber over fire afsnit.