Kan man tale med andre, mens man ligger i koma? Det spørgsmål lyder måske en smule absurd, men det er et af omdrejningspunkterne i en retssag i Moskva.

På anklagebænken er Aleksej Navalnyj, der blev tilbageholdt for to uger siden, da han vendte tilbage til Moskva fra Berlin. Han anklages for ikke at opfylde kravene under sin prøveløsladelse fra en betinget dom i 2014 for underslæb – en sag, han har afvist som politisk motiveret, skriver CNN.

Myndighederne kræver nemlig, at Navalnyj skal have 3,5 års fængsel, da han ikke har haft den aftalte kontakt med sin tilsynsværge og dermed kunne forklare, hvor han var.

Og det er ganske givet rigtigt, at Navalnyj ikke har haft den kontakt. I august sidste år blev han udsat for et giftangreb, og han lå efterfølgende i koma i to uger i Tyskland.

»Kan du forklare mig, hvordan jeg opfylde betingelserne i min prøveløsladelse og meddele, hvor jeg er?« lød det fra Navalnyj i retten.

En repræsentant for fængselsvæsenet svarede og sagde, at han skulle have leveret dokumenter for at forklare de alvorlige grunde, der forhindrede ham i at møde op til inspektionerne.

Men den købte Navalny ikke og udbrød:

»Koma? Hvorfor sidder du her og fortæller retten, at du ikke vidste, hvor jeg var? Jeg blev lagt i koma, så var jeg på intensiv og derefter i rehabilitering. Jeg kontaktede min advokat for at sende dig en besked. Du havde adressen, mine kontaktoplysninger. Hvad kunne jeg ellers have gjort for at informere dig?« han sagde og forsatte:

»Vores lands præsident sagde live på tv, at han lod mig få behandling i Tyskland. Og nu påstår du, at du ikke kendte til det,« sagde Navalnyj.

Navalnyj tilbragte fem måneder i Tyskland på at komme sig efter Novichok-forgiftning, før han vendte tilbage til Moskva den 17. januar.

Her blev han straks anholdt. Og nu risikerer han at blive smidt i fængsel i flere år.