»Ét spark kan ændre meget i fodboldens verden.«

Det understreger B.T.s klummeskribent Morten Bruun, da snakken går på Christian Eriksens fantastiske frisparksmål i kvartfinalen i Coppa Italia mod rivalerne fra AC Milan.

Christian Eriksen var ellers på overskudslageret i Inter, og et salg af den danske stjerne i januars transfervindue stod for døren.

Klubben lagde ikke skjul på, at Christian Eriksen skulle sælges. Paris Saint-Germain meldte sig angiveligt på banen som bejler, og den italienske sportsavis Gazzetta dello Sport skrev sågar, at danskeren var på vej »hjem«. Hjem til sin tidligere klub Tottenham.

Christian Eriksen kan være på vej ind i varmen i Inter Foto: Reuters/Alessandro Garofalo
Christian Eriksen kan være på vej ind i varmen i Inter Foto: Reuters/Alessandro Garofalo Foto: ALESSANDRO GAROFALO
Vis mere

Men det var ifølge Morten Bruun blot rygter.

»Interessen for at hente Eriksen har ikke været der. Om det er noget med Eriksens eller Inters krav, ved jeg ikke, men ingen klub har været desperat for at hente ham,« siger Morten Bruun og fortsætter:

»Inter tænker, at de stadig har en attraktiv vare i Eriksen, og derfor beholder de ham. Inter har ikke været en desperat sælger i dette vindue.«

Efter det meget omtalte frisparksmål har piben fået en anden lyd i den italienske storklub, hvad angår Christian Eriksens rolle.

»Du skal levere nogle ikoniske situationer. Ikke et mål til 5-0 til en Europa League-kamp, men 2-1 til Inter i de døende minutter er noget, der batter i det italienske,« mener Morten Bruun.

Gazzetta dello Sport kalder nu Christian Eriksen for Inters vigtigste »forstærkning« i transfervinduet, og at Inter-træner Antonio Conte har »købt ham tilbage«.

»I forhold til den rolle, som han har haft i efteråret, kan jeg godt se italienerne betragte det som en ny transfer,« konstaterer Morten Bruun.

»Men nu tænker jeg ikke, at alting er godt i Inter for Christian Eriksen, selvom han har spillet sig nærmere Contes idealhold i de store kampe.«

Morten Bruun vil se Christian Eriksen være i startelleveren, når de møder hold som Juventus, Napoli og Milan i Serie A, og præstere i de kampe. Først der vil Morten Bruun vide sig sikker på, at Christian Eriksen går en lys fremtid i møde for Milano-klubben.

»Coppa Italia er stadig lidt en gøgeunge i italiensk fodbold. Det, jeg er interesseret i, er at se ham starte inde i Serie A.«

I weekenden fik den danske stjerne så en sjælden startplads i opgøret mod Benevento på San Siro. Senest han gjorde det i Serie A, var en kamp den 22. juli sidste år. Takket være endnu et frispark, der fremprovokerede et selvmål, kom Inter i front og vandt opgøret sikkert med cifrene 4-0.

Christian Eriksen spillede hele opgøret i en ny rolle på midtbanen, hvor han både havde imponerende aktioner i defensiven såvel som offensiven.

Christian Eriksen i opgøret mod Benevento EPA/Matteo Baxxi
Christian Eriksen i opgøret mod Benevento EPA/Matteo Baxxi Foto: MATTEO BAZZI
Vis mere

Den nye version af Christian Eriksen i Inter møder stor begejstring hos Afredo Pedullá, der er journalist for Gazetta dello Sport.

Frisparksmålet i derbyet var ifølge ham så smukt, at Inter-fansene rystede af glæde og lykke, og nu genovervejes hans rolle i klubben. Og den rolle, han havde i opgøret mod Benevento, tegner godt for Christian Eriksen.

»Lad os sige det sådan: Eriksens omvendelse, vi kan kalde det genfødsel eller afslutning på flere misforståelser, er en god nyhed,« skriver Alfredo Pedullá i sin klumme.

»Ikke kun på grund at han er den her nye taktiske nøgle, men mest af alt fordi Inter undgår et forhastet salg.«