Alderdomshjem i USA har oplevet et dramatisk fald i antallet af covid-19 tilfælde, siden de begyndte at vaccinere deres indbyggere. Det står der i en rapport, som blev offentliggjort tirsdag.
Faldet var på hele 82 procent fra ugen omkrig den 20. december 2020. Den uge kom der 33.000 nye tilfælde, mens der kun var 6.077 nye tilfælde af coronavirus den 7. februar viser statistikken fra American Health Care Association and National Center for Assisted Living.
Til sammenligning så et antallet af covid-19 tilfælde for hele den amerikanske befolkning faldet 46 procent i den nævnte periode. Det skriver New York Post.
Rapporten viser også, at dødsfald på grund af covid-19 i alderdomshjem er faldet med 63 procent. Den 20. december 2020 døde 5.932 personer, men der døde 2.211 personer den 7. februar.

Vaccinationen mod coronavirus i USA blev for alvor skudt i gang midt i december sidste år. Indbyggerne på landets alderdomshjem – og de der arbejdede der – var de, der blev prioriteret først.
»Vi har stadig lang vej igen, men disse tal er utroligt opmuntrende og en moralbooster for de hjælpere, der går forrest,« siger Mark Parkinson, der er direktør for AHCA/NCAL, som repræsenterer 14.000 alderdomshjem med fem millioner indbyggere.
Man begyndte at holde tal på antallet af nye covid-19 tilfælde på USAs alderdomshjem i maj sidste år. Da var man oppe på 10.000 nye daglige tilfælde.
Det gik heldigvis ned til omkring 6.890 i september, men så gik det hurtigt den anden vej i oktober, november og december før det faldt igen til 6.077 den 7. februar.
