De svenske sædbanker er tæt på at løbe tør.

I en af vores nærmeste nabolande er lagrene i sædbankerne nu så sparsomme, at det får konsekvenser for behandlingen af barnløse par.

Det skriver Reuters.

Som så meget andet bøvl og besvær i denne tid, skyldes også sædmanglen den verserende coronapandemi.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Mads Nissen
Vis mere

Frygten for virussen betyder nemlig, at donorerne ikke møder op på sygehusene for at aflevere sæden.

Det betyder ifølge nyhedsbureauet et stop i inseminationerne og en dramatisk øgning af ventetiden på at komme i behandling.

»Vi er lige ved at gå tør for sæd. Vi har aldrig haft så få donorer, som det seneste år,« siger Ann Thurin Kjellberg, som er afdelingschef ved sygehuset i Gøteborg.

Reuters skriver, at ventetiden for at få hjælp til befrugtning ved hjælp af donorsæd er steget fra omkring seks til 30 måneder.

Ann Thurin Kjellberg forklarer, at det er et problem i hele Sverige. Også sædbankerne i Malmø og Stockholm har ingen eller snart tomme lagre.