Det har længe været kendt, at coronavirussen spredes gennem menneskelige sekreter via host og nys.

Derimod har der været tvivl om, hvorvidt sæd også bærer på smitte. Men det gør det ikke, viser en ny undersøgelse.

Det skriver TV 2.

Det er sædbanken Cryos International, der har lavet undersøgelsen, og resultates validitet er godkendt af en uafhængig gruppe eksperter fra Western Institutional Review Board.i Washington, USA.

- Med vores viden fra det nye studie føler vi, man kan vide sig sikker på, at der ikke er nogen risiko for, at coronavirus smitter igennem sæd i forbindelse med fertilitetsbehandlinger, siger Peter Reeslev, direktør i sædbanken Cryos International, til TV 2.

I undersøgelsen har man PCR-testet sæden fra coronapositive mænd. Mændene var i gennemsnit 32 år gamle, og havde i gennemsnit været smittet i seks dage, når sædprøven blev testet.

Nu skal Cryos International i et samarbejde med Hvidovre Hospital og CooperSurgical undersøge, om corona har indvirkning på mænds fertilitet - det findes der nemlig endnu ikke noget endegyldigt svar på.