Orkanen Dorian har kostet mindst fem menneskeliv på den caribiske ø Bahamas, men for de mange hunde, der løber omkring på øen, har en ægte hundeelsker betydet redningen for knap 100 af de firbenede venner.
I alt 97 hunde blev taget indenfor, mens Bahamas blev bombarderet af orkanen.
Det betød masser af problemer, men for Chella Phillips var det en naturlig ting at gøre.
Hun er leder af The Voiceless Dogs of Nassau (De Tavse Hunde i Nassau, red.), der slog dørene op 1. september 2015, og hun har i de fire år reddet omkring 1.000 hunde. Det skriver avisen New York Post.

Øerne, der udgør Bahamas, vrimler nemlig med herreløse hunde, og de er i stor fare, når en orkan som Dorian hærger området.
'97 hunde er inde i mit hus, og 79 af dem opholder sig i soveværelset. Det har været helt sindsygt siden forrige aften, afføring og tis non-stop, men i det mindste har de respekt for min seng, og de har ikke turdet hoppe op i den,' skriver Chella Phillips på Facebook.
Hun benyttede lejligheden til at bede om hjælp til de hjemløse hunde:
'Det lykkes mig at bringe nogle mindre heldige hunde ind, og jeg vil virkelig være glad for at se jer donere noget mad. Jeg behøver det virkelig til de skræmte og de syge hunde.'
'Hver ø har en mængde vilde hunde, og mit hjerte gør ondt ved tanken om, at de ikke har noget sted at gemme sig,' skrev hun.
I et telefoninterview fortalte Phillips til tv-stationen WFTS, at hun havde mistet strømmen men stadig havde mad i hjemmet. Alle hendes hunde var ved godt mod.