Efter et langt liv og en lang karriere i flere fremtrædende stillinger i finansverdenen, sidder Charlie Munger i dag som 95-årig og er god for mere end 11 milliarder kroner.

Spurgt direkte til, hvordan man bedst bærer sig ad, hvis man ønsker lige så langt og succesfuldt et liv, svarer Munger: ’Det er simpelt’.

Munger har blandt andet tjent sin formue som højre hånd for den verdenskendte finansmand Warren Buffet.

Overfor CNBC ridser han en række råd op, som han mener, har forlænget hans liv markant.

»Du skal ikke misunde folk for meget. Du skal ikke være bitter. Brug ikke mere, end du tjener. Vær opmuntret på trods af dine problemer. Hav med pålidelige folk at gøre. Gør, hvad der forventes af dig,« siger Charlie Munger:

»Alle de leveregler er simple, og de gør dit liv bedre. De er så banale.«

Han mener helt grundlæggende, at et godt humør er decideret livsforlængende.

»Og kan man have et godt humør, hvis man hænger fast i dybt had eller afsky? Selvfølgelig kan man ikke det. Så hvorfor beskæftige sig med den slags?« siger Charlie Munger.