Til januar skal en 20-årig norsk mand i retten. Han er tiltalt for at have voldtaget en 90-årig kvinde i maj måned.

I anklageskriftet står der, at manden i tyverne er tiltalt for at have seksuel omgang med 'en, der var bevidstløs eller af andre årsager ude af stand til at modsætte sig handlingen'.

Det skriver Dagbladet.

Hændelsen skulle have fundet sted på et plejehjem i Finnmark i det nordlige Norge - et sted den 90-årige ellers burde have følt sig tryg.

»Der er tale om en meget alvorlig anklage, både i forhold til hvad der skulle være gjort, og at det skulle være sket et sted, hvor hun burde føle sig tryg,« siger bistandsadvokat Line Hammari til det norske medie.

Den 90-årige har ifølge anklageskriftet ikke været i en tilstand, hvor hun kunne gøre modstand eller sige fra.

»Det fremgår af anklageskriftet, hvor forsvarsløs hun er. Hun har fået et forværret helbred og kunne ikke modstå handlingen,« siger Line Hammari.

»Hun er totalt plejekrævende og har desuden et stærkt nedsat sprog,« siger hun.

Den 20-årige mand skal for retten i januar, men der er endnu tvivl om den tiltaltes psykiske tilstand.

Det forklarer den tiltaltes forsvarer Augund Martin Krogh.

På den baggrund har det heller ikke givet mening at tage stilling til spørgsmålet om den 20-årige er skyldig til straf, lyder det fra forsvareren.

Anklager i sagen, Trude Kvanli, bekræfter, at der er en relation mellem den 20-årige og den 90-årige. Men hun ønsker ikke at uddybe, hvilken relation, der er tale om.

Andre læser også