Om dagen var han en 74-årig mand, og om natten var han en 20 år yngre model, som snød sig til sex med kvinder.

Det er i korte træk, hvad den 74-årige mand Jack Sion netop er blevet dømt for ved retten i den sydfranske by Montpellier.

Gennem flere år formåede han nemlig at udgive sig for at være en anden på et væld af datingsider, således at han kunne lokke en række kvinder til samleje.

Problemet var bare, at kvinderne troede, manden var en 38-årig toptrimmet indretningsarkitekt og model, som gik under navnet Anthony Laroche – og ikke en rynket, ældre herre, som var ude på at score.

Derfor er han netop blevet kendt skyldig for voldtægt og skal nu otte år bag tremmer. Det skriver flere medier, heriblandt Berlingske samt franske medier som Midi Libre og Le Monde.

Scoretricket, som Jack Sion benyttede sig af, var, at han kontaktede kvinderne gennem datingsider, hvorigennem han sendte udfordrende billeder og opsatte stævnemøder, som fandt sted på hans adresse i Nice.

Under stævnemøderne, som i øvrigt var inspireret af den erotiske bestsellerroman 'Fitfy Shades of Grey', skulle kvinderne afklæde sig og tage bind for øjnene, hvorefter de så gik ind i Jack Sions seng og havde sex.

Og først herefter, når kvinderne fjernede deres bind for øjnene, opdagede de til deres store overraskelse, at det ikke var modellen fra datingsiderne, som de havde været sammen med.

I 2014 fortalte en kvinde følgende om en hændelse med hvem, hun troede var Anthony Laroche:

»Jeg var nødt til at tage mit tøj af, binde for mig selv for øjnene og derefter skulle jeg gå ind til ham i soveværelset, hvor jeg kastede mig ud i mørket, før jeg blev bundet til sengens bar.«

Det var dog ikke alle kvinder, der tog datingprofilen for gode varer.

Anthony Laroche mødtes nemlig udelukkende med kvinder på sin adresse i Nice, og netop faktummet om, at han ikke ville ses i det offentlige rum, gav flere anledning til spekulation – for kunne profilen nu også være rigtig?

Ifølge Jack Sion var hele scoretricket en del af, hvad han kaldte for et »seksuelt spil«, men den forklaring gik ikke i retten.

Efter flere anklager fra kvinder samt en længere retssag blev den 74-årige nemlig blevet idømt otte års fængsel for voldtægt fredag 29. oktober.

Ifølge efterforskningen skulle manden angivelig have taget kontakt med ikke færre end 342 kvinder, hvilket fremgår af en notesbog, som politiet har fået fingrene i.