Et hvepsestik gør ondt. Forestil dig at få 300. På én gang.
Det skete for 7-årige Evie Clark fra New South Wales i Australien, mens hun legede nær en bæk og faldt oven på en hvepserede.
Først blev hun ifølge The Canberra Times blot stukket af én hveps, men pludselig blev hun opslugt af en hel sværm af hvepse.
»De var i hendes underbukser. I hendes sko. Det var forfærdeligt,« siger Evies mor, Samara Zeitsch, til mediet.
Selvom den 7-årige australier blev hastet til hospitalet, nåede hun at besvime, inden hun nåede frem. Lægerne måtte derfor give hende et skud adrenalin for at bringe hende til bevidsthed.
Ifølge Samara Zeitsch måtte sygeplejersken støvsuge hvepsene op for at få dem væk fra Evie.
Til news.com.au fortæller moderen, at hun fygter, hvad der ville være sket med hendes datter, hvis ikke hun havde været tæt på, da uheldet skete.
»Det var enormt traumatisk. Enhver forælders mareridt er at miste et barn, og det var præcis, hvad vi stod over for,« siger hun.
Lægerne fortalte Samara Zeitsch at antallet af hvepsestik, som Evie pådrog sig, svarer til at blive bidt af en brun slange.
De mener desuden, det er et under, at den 7-årige australier overlevede.
Evies ansigt har været hævet som følge af de mange stik, og hun har svært ved at sove på grund af kløen.
Derudover har hun det, ifølge hendes mor, efter omstændighederne godt.