Livsfarlige sygdomme, som bæres af myg og andre insekter, kan blive spredt i Europa, hvis klimaændringerne ikke stoppes.

Det gælder blandt andet virusser som zika- chikungunya og dengue, som spredes af gulfebermyg og asiatisk tigermyg.

Sådan lyder konklusionen af ny forskning, som er blevet publiceret i tidsskriftet Public Library of Science, ifølge norsk TV 2.

Ifølge René Bødker, der er seniorforsker på Københavns Universitet, er der også sandsynlighed for, at nogle af de myggearter, der nævnes i rapporten, vil finde vej til Danmark.

»Tigermyggen lever også i områder, hvor der er sne om vinteren, så der er stor bekymring for, at de er på vej nordpå,« siger han til B.T.

»Stort set hvert år rykker de en tand længere nordpå og etablerer sig mere og mere.«

Den asiatiske tigermyg kan bære på, og overføre, tropiske sygdomme som Chikungunya-feber og dengue-virus. Sygdomme, som viser sig i form af symptomer som muskel- og ledsmerter, og som i værste tilfælde kan være livsfarlige.

René Bødker understreger dog, at der skal mere end et par myg til at starte en epidemi, og at det på nuværende tidspunkt er svært at forestille sig, at tigermyggen vil sprede sig så meget i Danmark. Noget, der dog kan ændre sig, hvis klimaændringerne fortsætter som hidtil.

Den asiatiske tigermyg kan komme til Danmark i fremtiden, hvis klimaændringerne fortsætter.
Den asiatiske tigermyg kan komme til Danmark i fremtiden, hvis klimaændringerne fortsætter.
Vis mere

Istedet er det ifølge seniorforskeren en helt anden sygdom i myg, vi bør være bekymrede for i Danmark - en sygdom, der blandt andet spredes af nilfebermyg, som allerede er i landet. De blev fundet for fire-fem år siden, og man ved, ifølge seniorforskeren, at de regelmæssigt yngler på Vestamager.

Virussen hedder Vest Nil-virus, og overførs af fuglemyg eller nilfebermyg, som selv er blevet smittet af fugle. Den kan i værste tilfælde være livsfarlig.

Fuglemyg, er der ingen grund til at være bekymrede for, fordi de bider stort set kun fugle, men nilfebermyggen derimod er ligeglad med, om den bider fugle eller mennesker.

»Nil-virus er den virus, vi i virkeligheden er bekymret for. Det er nemlig en virus, som ikke kun spredes til mennesker men også vilde fugle, hvilket betyder, at den ikke kan stoppes. Hvis den først bredes, bliver det bare ved og ved og ved,« siger René Bødker.