Lige nu er der hedebølge på jordens koldeste sted.
For igennem hele juli har temperaturen på Antarktis ligget 10 grader over gennemsnittet – og det er noget, der kan få iskapperne til at kollapse.
Det skriver The Guardian.
Det er således anden hedebølge, der rammer regionen indenfor to år. I marts 2022 toppede hedebølgen med temperaturer på 39 grader over normalen, og det fik en del af isen på størrelse med Rom til at kollapse.
Og i 2024 har temperaturen flere gange sneget sig op på de 28 grader over gennemsnittet.
Direktøren for det britiske meteorologiske institut MetDesk, Michael Dukes, mener, at det er et »rigtig godt eksempel« på det, som klimaforskernes modeller længe har forudsagt.
»Klimaforskeres modeller har længe forudsagt, at de vigtigste effekter af menneskeskabte klimaændringer vil være i polarområder,« siger han til mediet.
Derudover tilføjer han, at den globale opvarmning kan få iskapperne i Antarktis til at kollapse.
Og det er ikke uden konsekvenser for resten af verden.
Hedebølger i Antarktis har nemlig stor indflydelse på de høje temperaturer verden over de seneste uger, mener forskeren Zeke Hausfather fra Berkeley University i USA.
»Størstedelen af de høje temperaturer den seneste måned er på grund af denne her hedebølge,« siger han til mediet.
I juli varslede 15 lande i Europa hedebølge. Blandt andet Grækenland har været ramt af en historisk tidlig hedebølge, hvor flere personer er omkommet.

