11. december inviterede amerikanske 23-årige Lauren Smith-Fields en date hjem til sig.

Dagen efter blev hun fundet død af politiet, skriver flere medier, heriblandt CNN.

Anmeldelsen kom fra daten, der havde mødt Lauren Smith-Fields på datingappen Bumble dagen forinden og efterfølgende overnattet hos den unge kvinde.

Dagen derpå vågende han op til, at hun lå bevidstløs med blod ud af næseboret, hvilket fik ham til at ringe efter politiet.

Retsmedicineren fastslog, at dødsårsagen var en utilsigtet overdosis af forskellige stoffer, blandt andet fentanyl og alkohol, hvorfor dødsfaldet blev kategoriseret som en ulykke.

Men ifølge den efterladte familie er dødsfaldet ikke blevet efterforsket tilstrækkeligt af politiet.

Det skyldes blandt andet, at de ikke mener, at der er indsamlet tilstrækkeligt med fysiske beviser, samt at politiet har håndteret sagen 'racemæssig ufølsomt'.

Her sammenligner familiens advokat Darnell Crosland blandt andet sagen med Gabby Petitos nylige forsvinden, der blev håndteret meget anderledes.

Han beretter desuden til CNN, at familien efter dødsfaldet på egen hånd fandt et brugt kondom, en beroligende pille, et blodplettet lagen og en væltet tallerken mad og flasker med alkohol i lejligheden.

Samtidig blev familien efter sigende ikke underrettet om dødsfaldet.

Og selvom den tragiske hændelse nu af Bridgeport politi efterforskes som en forbrydelse, har familien valgt også selv at tage sagen i egen hånd.

De har blandt andet oprettet en indsamling, hvor de samler penge ind til at hyre en privatdetektiv, der kan hjælpe dem med at kaste lys over den tragiske begivenhed.

I skrivende stund er der samlet mere end 430.000 kroner ind.

»Vi stopper ikke, før vi får retfærdighed for Lauren og de tusindvis af sorte piger, der forsvinder i dette land hvert år,« har Crosland blandt andet udtalt i en erklæring, der er blevet delt med CNN.