Et trecifret millionbeløb.

Det er, hvad den 17-årige TikTok-stjerne Charli D'Amelio er god for, hvis man tager et kig på hendes indtjening for sidste år.

Det skriver flere medier, heriblandt The Wall Street Journal.

Charli D' Amelio, der har mere end 133 millioner følgere på det sociale medie TikTok, har nemlig tjent intet mindre end 17,5 millioner dollar på sin hobby – dansevideoer og reklamevideoer på TikTok.

Det viser en ny liste fra det amerikanske erhvervsmedie Forbes.

Beløbet svarer til over 113 millioner danske kroner, og det betyder således, at hun kan danse grinende hele vejen ned til banken. For udover hun er den bedst betalte TikTok'er, så tjener hun også bedre end nogle af de største virksomheders administrerende direktører.

Til sammenligning tjente Kevin Johnson, der er topchef hos kaffekæden Starbucks, cirka 95 millioner kroner sidste år, og Chris Kempczinski, der er administrerende direktør hos McDonalds, tjente 70 millioner kroner i 2021.

Charlie D'Amelio er dog ikke den eneste i familien, som har opnået succes på mediet.

Også hendes lillesøster Dixie har formået at bryde igennem på TikTok, og det har gjort, at hun ligeledes har tjent millioner på mediet og ligger lige i hælende på sin søster med en indkomst på knap 66,9 millioner danske kroner.

Tallene, som listen fra Forbes bygger på, tager udelukkende udgangspunkt i brugere, der har skabt formuer via det sociale medie TikTok.

Derfor er milliardær-kendisser som for eksempel Kylie Jenner og Justin Bieber ikke medtaget.

Charli D' Amelio uploadede sin første TikTok-video i 2019, og allerede i marts 2020 var hendes profil den mest fulgte med 100 millioner følgere.