En 17-årig dreng, der er blevet testet positiv for coronavirus, har mistet livet i Los Angeles i USA.

Det skriver People sammen med flere andre amerikanske medier.

Sundhedspersonalet på hospitalet, hvor teenageren døde, siger, at der kan være en anden forklaring på hans død end virussen.

Derfor er de ved at undersøge drengen for mulige dødsårsager.

Gaderne er tomme i Los Angeles i USA.
Gaderne er tomme i Los Angeles i USA. Foto: MARIO TAMA
Vis mere

Den 17-årige amerikaner fra Californien var rask, indtil han pludselig fik vejrtrækningsproblemer. Herefter tog han på hospitalet.

Men hospitalet valgte at sende ham hjem igen uden at tjekke ham. Derfor måtte han finde et andet hospital, der ville tjekke ham.

Her blev han tjekket og behandlet med det samme. Resultatet af testen kom desværre først, da det var for sent.

Den 17-årige dreng er fra byen Lancaster, og her er borgmesteren, R. Rex Parris, bestemt ikke tilfreds:

»Hvordan kan man få en dreng ind med vejrtrækningsproblemer uden at teste ham? Jeg er rasende,« siger han.

Hvis dødsårsagen udelukkende er den frygtede virus, vil teenageren være blandt de yngste, der har mistet livet på grund af coronavirus.

I Los Angeles var der tirsdag 662 konstateret smittetilfælde. 11 af dem har mistet livet.

Der findes mere end 450.000 smittetilfælde i verden. Over 110.000 er blevet raske efter at have været smittet.