Milliardær og stifter af e-handelsplatformen Alibaba, Jack Ma, mener, kunstig intelligens skal tage over, så folk kun behøver arbejde 12 timer om ugen.
En 10 timers arbejdsdag seks dage om ugen er normalt for mange kinesere, men de kan måske se frem til en noget kortere arbejdsuge i fremtiden, hvis det står til Jack Ma.
I et interview forklarer han, at det er på tide, kineserne får mere tid til sjov og ballade, og at kunstig intelligens fremover kan erstatte nogle af de hårde arbejdstimer, skriver Finans.
»Styrken ved bla. elektricitet er, at vi kan give folk mere tid, så de kan gå til karaoke eller dansefest om aftenen. Jeg tror, at på grund af kunstig intelligens, vil folk få mere tid til at nyde at være mennesker,« lød det fra Jack Ma ved en konference om kunstig intelligens i Shanghai.
Står det altså til Jack Wa, der har stiftet Alibaba, behøver man i fremtiden kun arbejde fire timer om dagen tre dage om ugen.
Robotter og kunstig intelligens kan nemlig tage sig af resten. Og det gælder ikke kun for Kina, men for hele verden, forklarer han.
»I de næste 10 til 20 år skal ethvert menneske, land og regering fokusere på at reformere uddannelsessystemet og sørge for, at vores børn kan få et job, et job, der kun kræver tre dage om ugen, fire timer om dagen.«
Milliardæren har før skabt overskrifter, hvad angår arbejdstider. Han har tidligere udtalt, at han forventede, hans ansatte arbejdede 12 timer om dagen, seks dage om ugen. Nu har han så ombestemt sig - for hvis kineserne får mere fritid, har de måske mere tid til at få sig en god uddannelse og udvikle kunstig intelligens.