Det kunne være endt frygtelig galt for de 1.300 personer om bord på krydstogtskibet 'Viking Sky', efter motorerne lørdag eftermiddag satte ud ved den norske kyst.

Faktisk er det lidt af et mirakel, at skibet ikke endte med at hamre ind i de norske klipper.

Det fortæller skibsingeniør ved ingeniørforeningen IDA, Hans Otto Holmegaard Kristensen til B.T.

»Vi er ude for et mirakel. Det er et decideret mirakel, at der ikke er sket noget.«

463 personer er søndag middag blevet evakueret fra krydstogtskibet Viking Sky.
463 personer er søndag middag blevet evakueret fra krydstogtskibet Viking Sky. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

Søndag kom det frem, at skibet fik sat anker meget tæt på land, hvilket forhindrede, at den helt store katastrofe indtraf.

»Som jeg så situationen udvikle sig i går, så ville skibet være endt i klipperne. Og det ville formentlig have ramt så hårdt, at katastrofen ville være sket. Det er uhyggeligt, hvor tæt vi har været på en alvorlig ulykke,« fortæller han.

Hans Otto Holmegaard Kristensen sammenligner hændelsen med Concordia-katastrofen, hvor et skib forulykkede ved øen Isola del Giglio ud for den italienske vestkyst, hvilket kostede 32 mennesker livet.

Og faktisk tror skibsingeniøren, at det kunne være gået endnu værre, hvis Viking Sky ikke havde sat anker i tide.

Sådan så det ud lørdag eftermiddag, da Viking Skys motorer pludselig satte ud ved Norges vestkyst.
Sådan så det ud lørdag eftermiddag, da Viking Skys motorer pludselig satte ud ved Norges vestkyst. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

»Ved Costa Concordia-ulykken satte skibet sig jo på klippen, og det er langtfra sikkert, at 'Viking Sky' ville have gjort det samme. I værste tilfælde kunne det være endt med, at det ville synke,« fortæller han.

Hans Otto Holmegaard Kristensen forklarer også, hvordan situationen lørdag var en cocktail af uheldige omstændigheder.

Man havde et skib, der mistede sin manøvreevne, en rigtig voldsom storm i det værste område, og så de norske klippekyster, der lå og truede.

»Det værste, der kan ske, når du sejler i dårligt vejr, er, hvis du mister din maskinkraft, som vi så det med 'Viking Sky'. Når alle fire motorer sætter ud, er man prisgivet,« forklarer han.

Foto: Svein Ove Ekornesvåg
Vis mere

Han undrer sig også over, hvordan alle fire motorer satte ud på det store krydstogtskib. En situation, han kalder mærkelig.

Skibsingeniøren har dog sin egen teori om, hvad der kan være sket.

»Min teori går på, at en vital del af den elektronik, som alle skibe i dag er indkapslet af, kan være blevet ødelagt i det dårlige vejr. Og bliver en vital del ramt, så ryger alle fire motorer.«

Søndag middag er 463 personer blevet evakueret, mens de resterende fortsat er om bord på krydstogtskibet. I øjeblikket har to slæbebåde hægtet sig fast og er nu i gang med at få 'Viking Sky' i land.