Det startede som et lille håb og blev betragtet som urealistisk. Men FC København holdt ved og fik til sidst ønskespilleren Lukas Lerager.

Først på allersidste dag i transfervinduet kunne en lille FCK-delegation stryge afsted i et privatfly for at hente Lukas Lerager, konen Michelle og deres fire måneder gamle søn, Valdemar.

Her var Genoa endelig klar til at underskrive deres del af aftalen, der lyder på en lejekontrakt på to et halvt år, som alle parter forventer bliver gjort permanent inden da. Og italienerne forsøgte ifølge B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet' også til det sidste at få omformuleret små passager i kontrakten, så den blev mere givtig for Genoa.

Igennem en måneds tid havde Genoa da også kunnet se klubber som Torino, Brentford, Newcastle og FC København gøre sig til for Lukas Lerager.

Lukas Lerager skiftede til FC København fra Genoa under transfervinduets sidste dag.
Lukas Lerager skiftede til FC København fra Genoa under transfervinduets sidste dag. Foto: FC København
Vis mere

Tilbuddene landede fra Torino og Brentford, mens Newcastle lod Leragers bagland vide, at de altså også havde ham på listen i det her transfervindue. De sendte bare aldrig et tilbud.

Og det var godt for FC København, for netop Newcastle havde københavnerne næppe kunnet hamle op med i en direkte transferduel. Som tiden nærmede sig deadline, var FCK derfor gået fra 'urealistisk' til 'pole position' hos både Lukas Lerager og Genoa.

Den italienske klub ønskede af ukendte årsager at skille sig af med deres danske stamspiller. Men de ønskede naturligvis samtidig at score en aftale med bedst mulige økonomiske vilkår for dem.

Genoa holdt derfor igen for at se, om der måske kunne falde et endnu bedre tilbud end FC København, men til sidst blev italienerne så ramt af en presbold fra Lukas Lerager selv.

Lukas Lerager (til venstre) bytter Genoa ud med FC København. Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix
Lukas Lerager (til venstre) bytter Genoa ud med FC København. Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den danske landsholdsbobler satte sig ifølge 'Transfervinduet' mod slutningen af forløbet ind på chefens kontor og lod ham vide, at det enten blev et skifte til FC København eller en fortsættelse i Genoa.

Dermed var der kun én mulighed tilbage, og privatflyet kunne lette fra Roskilde Lufthavn mandag eftermiddag. Lukas Lerager var gået fra et ønske om at blive i udlandet til at ville hjem til FC København.

Væk fra kaosset i Genoa, som han selv formulerede det. Først på en lejeaftale, som FC København har betalt en sum for, og siden kan visse opfyldte betingelser også sende flere penge til Genoa.

Og på et tidspunkt bliver Lukas Lerager så permanent FC København-spiller inden for de næste to et halvt år. Det er aftalen mellem alle parter, og købsoptionen er allerede forhandlet på plads, så FC København bare kan indløse den, når de ønsker det.