500 til 600 personer med tilknytning til Australian Open skal isolere sig, indtil de er testet negative.

Mellem 500 og 600 personer med tilknytning til tennisturneringen Australian Open er sendt i isolation, fordi de bor på et hotel, hvor en ansat er blevet testet positiv for coronavirus.

Det skriver BBC Sport.

Der er tale om spillere og deres trænere samt officials fra grand slam-turneringen, der begynder på mandag.

Det skulle dog ikke få betydning for afviklingen af turneringen i Melbourne, lyder det fra den australske delstat Victorias regeringsleder, Daniel Andrews.

- På dette stadie for det ingen indflydelse på turneringen, siger Daniel Andrews.

De 500-600 personer betragtes som perifere kontakter til den smittede, og de kan bryde isolationen igen, når de er blevet testet og har fået negativt svar, skriver BBC Sport.

/ritzau/