Nogle af verdens største fodboldstjerner i Pep Guardiola, Kevin De Bruyne og Raheem Sterling kan være på vej til Danmark.

For det er måske slet ikke slut med Champions League på dansk grund, selvom FC Midtjylland ikke længere er med i den prestigefulde turnering,

Det kan B.T. fortælle.

Herning er byen, som kan bryste sig af, at den store kamp i ottendedelsfinalen mellem Borrusia Mönchengladbach og Manchester City kan rykkes til byens stadion.

FC Midtjyllands ledelse har fået en anmodning om at lade Mönchengladbach spille sin kamp mod Manchester City på MCH Arena.
FC Midtjyllands ledelse har fået en anmodning om at lade Mönchengladbach spille sin kamp mod Manchester City på MCH Arena. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den tyske vært har ifølge B.T.s oplysninger anmodet FC Midtjylland om at spille sin kamp 24. februar mod den engelske gigant på MCH Arena, fordi restriktioner i Tyskland kan umuliggøre nabolandet som base for kampen.

Anmodningen har fået en positiv modtagelse i såvel FC Midtjylland, Herning Kommune og MCH Arena, som er de tre parter, der skal godkende forslaget.

Således er det danske svar på anmodningen, at stjernerne er velkomne på MCH Arena, så længe myndighedernes krav om regulativer i forbindelse med covid-19 bliver overholdt.

Det er ikke første gang i denne sæson, at FC Midtjylland er involveret i en sag om at flytte en kamp i Champions League.

Da Ulvenes opgør mod Liverpool i efteråret skulle spilles på hjemmebane, var der af frygt for de meget omtalte minkmutationer udfordringer på grund af de engelske myndigheders indrejseregler fra Danmark.

Derfor søgte den danske klub ifølge B.T.s oplysninger om tilladelse til at spille kampen i såvel Dortmund som på Borussia Mönchengladbachs hjemmebane, Borrusia-Park.

De danske og engelske myndigheder fandt imidlertid en løsning, og kampen blev gennemført på MCH Arena.

Nu er det så Mönchengladbach, der ønsker hjælp fra FC Midtjylland, og derfor kan Champions League meget vel være tilbage på dansk jord allerede i denne måned.