Det nye år kommer tættere og tættere på, og i Aarhus er det ikke nødvendigvis kun en god ting. For i AGF er nytår også ensbetydende med en deadline, der presser.

Når kalenderen siger 2022, har den islandske kantspiller Jon Dagur Thorsteinsson nemlig ret til at forhandle med alle andre klubber end AGF og det med henblik på et muligt skifte kvit og frit, når kontrakten udløber i sommeren 2022.

AGF-sportschef Stig Inge Bjørnebye har tidligere fortalt til Århus Stiftstidende, at man er i dialog med Jon Dagur Thorsteinsson om en kontraktforlængelse, men der er mere end blot dialog mellem parterne.

AGF har ifølge B.T.s oplysninger sendt et kontrakttilbud til Jon Dagur Thorsteinsson, som han overvejer, men parterne er ikke enige, og AGF presser på for at få et svar fra deres islandske 'enfant terrible'.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det kan de dog muligvis få lov at vente på lidt endnu, for som planen lyder lige nu, vil Jon Dagur Thorsteinsson give det i hvert fald en måneds tid, før han træffer sin endelige beslutning.

Og en forlængelse i AGF er stadig et realistisk scenario.

Mindre realistisk er det, at Jon Dagur Thorsteinsson, som tingene ser ud nu, vælger at skifte til en anden dansk klub, hvis beslutningen bliver at forlade AGF. I så fald kigger den 22-årige islandske landsholdsspiller mod udlandet.

Men lige nu er det altså AGFs kontraktudspil, som der bliver kigget på og overvejet kraftigt. Og imens sidder de på ledelsesgangene i Fredensvang og presser på for at få svar på deres kontraktudspil og en vigtig forlængelse.

Andre læser også