Champions League-kampen mellem Club Brugge og Manchester City udviklede sig efter kampen i en meget ulykkelig retning.

En 63-årig belgisk Manchester City-fan, kendt som Guido, bar på vej væk fra stadion et halstørklæde med klubbens skyblå og hvide farver, og det viste sig at få fatale konsekvenser.

På en parkeringsplads i byen Drongen ventede Guido på to venner, men inden de kom, dukkede nogle Club Brugge-fans op.

»En fan gik hen til ham og rev hans halstørklæde væk fra hans nakke. Da min far bad om at få halstørklædet tilbage, fik han et hårdt slag i hovedet, hvorefter overfaldsmændene flygtede og efterlod min far i kritisk tilstand,« siger Jurgen, som er Guidos søn, til mediet HLN.

Jurgen er også medformand i Manchester Citys belgiske fangruppe, Blue Moon Belgium, som også efter hændelsen har været ude at kommentere hændelsen på Facebook.

YVES HERMAN

'Vi håber, at overfaldsmændene bliver fundet og straffet.'

'Vi er rundt i hele England og resten af Europa, og der er aldrig nogen aggressioner. Vi kommer til Belgien en enkelt gang, og så bliver man efterladt i kritisk tilstand,' skriver fangruppen.

Den 63-årige mand kæmper i øjeblikket for sit liv på et hospital i Gent, hvor han ligger i koma.

'Fortsæt med at kæmpe, far,' skriver fangruppen.

Kampen mellem Club Brugge og Manchester City endte 1-5 til udeholdet City.

Efterfølgende har Manchester City meldt ud om sagen.

»Alle i Manchester City er chokeret og ked af at høre, at der har været et angreb på en af vores fans efter Champions League-kampen i Brugge.«

»Vores tanker går ud til familien og venner af den belgiske fan, der er indlagt på hospitalet,« skriver de.