Det er efterhånden nok ikke til nogens store overraskelse, at Aarhus Letbane tirsdag morgen har været ramt af forsinkelser og aflysninger.

Det er linje L1 mellem Grenaa og Lystrup, der ikke kørte denne morgen på grund af is på køreledningerne, skriver Midttrafik på sin hjemmeside.

Sådan har det været hver morgen den sidste uges tid.

Klokken 10 tirsdag oplyser Midttrafik, at Letbanen igen kører.

Det er vejret, der skaber de uheldige forhold for Letbanen, skrev Aarhus Letbane mandag i en pressemeddelelse.

Siden november 2021 har Aarhus Letbane som en del af vinterberedskabet sprøjtet olie fra Interflon på køreledningerne, og indtil nu har resultatet været positivt, skriver de.

Hvorfor det så er gået galt den seneste uges tid skyldes en uheldig kombination af høj luftfugtighed, rimtåge, vindstille vejr og frostgraderne, mener Aarhus Letbane.

»Jeg er selvfølgelig utrolig ærgerlig over situationen, men kan betrygge alle passagerer og interessenter i, at der arbejdes intensivt på at undgå situationer som disse,« siger direktør for Letbanen, Michael Borre.

Midttrafik beklager de gener, det måtte medføre.

På grund af risiko for is på køreledningerne er der frem til fredag 11. marts indsat erstatningsbusser på rute 88 på strækningen mellem Hornslet og Grenaa, oplyser Midttrafik også.

»Uanset, hvordan driften er for Letbanen, kører rute 88 de første afgange ifølge køreplanen. Hvis der opstår driftsproblemer, fortsætter busserne selvfølgelig med at køre.«