Onsdag eftermiddag skete der flere færdselsuheld på motorvejene omkring Odense.

Dette skyldtes de mange timer med nedbør, som altså har efterladt motorvejene gennemblødte.

Fyns Politi er derfor på Twitter kommet med et opråb til bilisterne på de våde veje efter uheldene.

'Heldigvis er ingen kommet til skade ved uheldet – kun materielle skader. Vær opmærksom på, at der stadig ligger meget regnvand på kørebanen flere steder, så kør nu forsigtigt,' skriver Fyns Politi.

Det ene uheld fandt sted på E20 Fynske Motorvej ved afkørslen Odense S i retningen fra Odense og mod Middelfart.

På strækningen før uheldet var der tæt trafik og kødannelse. På et tidspunkt strakte køen sig fra uheldsstedet ved Odense S og lige forbi motorvejskrydset Odense, afkørsel 49. Altså var der tale om en kø på omkring syv kilometer.

I begyndelsen var det kun muligt at passere uheldet i et spor, men Fyns Politi oplyste klokken 17.15, at der nu er ryddet op, og trafikken kan igen frit passere. Den lange kø derfor så småt blevet afviklet igen.

Et uheld giver lige nu kø på Fynske Motorvej. Foto: Presse-fotos.dk.
Et uheld giver lige nu kø på Fynske Motorvej. Foto: Presse-fotos.dk.
Vis mere

Tidligere på eftermiddagen skete et andet uheld på Svendborgmotorvejen mellem Ringe N og Årslev. Der var tale om et solouheld, oplyste vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til B.T.

»En bilist er kørt med for høj fart i forhold til, hvor meget nedbør der er faldet, og er derfor endt med at køre galt,« siger Hans Jørgen Larsen.

Der var ingen tilskadekomne i forbindelse med uheldet, og politiet er derfor allerede kørt fra uheldsstedet igen.

Ifølge Vejdirektoratet er der også blevet ryddet op efter uheldet igen, og trafikken på Svendborgmotorvejen er normaliseret.

Vand på kørebanen forudsagede et solouheld på Svendborgmotorvejen onsdag eftermiddag. Foto: presse-fotos.dk
Vand på kørebanen forudsagede et solouheld på Svendborgmotorvejen onsdag eftermiddag. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Bilisten ved Ringe oplevede det, man kalder for akvaplaning, også kaldet dækslip.

Køretøjet har altså på grund af vådt føre mistet vejgrebet, da et vandlag mellem hjul og vej har nedsat friktionen. Dermed glider en bil af sted næsten som en slæde.