Normalt vågner Redha Alaa Yousef til lyden af pludrende høns i haven. Men søndag morgen var anderledes.

Der var intet tegn på liv i haven.

En undrende Redha Alaa Yousef trak derfor i tøjet for at undersøge haven, som ganske rigtigt var tom.

»Alle vores 18 høns var væk. Det er underligt. De plejer aldrig at bevæge sig længere væk, end at jeg kan høre dem,« fortæller Redha Alaa Yousef, der bor sammen med sine forældre og søskende i et hus på Rismarksvej i Bolbro i Odense.

De forsvundne høns holder normalt til i familiens drivhus, hvor de selv går ind, når det bliver mørkt, og ud, når det bliver lyst.

Redha Alaa Yousef var alene hjemme i weekenden, og natten til søndag kom han først sent hjem fra byen. Han lagde derfor ikke mærke til noget usædvanligt den nat.

Det gjorde naboen dog.

»Omkring klokken 01.00 hørte naboen nogle høns skrige. Men de tænkte ikke mere over det, da det hurtigt stoppede,« fortæller Redha Alaa Yousef.

Det er oplagt at mistænke ræven, påpeger Redha Alaa Yousef selv, men da han gennemgik haven søndag, var der ingen tegn på, at den firbenede fjende havde været forbi.

»Der lå ingen fjer. Og hvordan skulle ræven tage 18 høns?« spørger Redha Alaa Yousef uforstående.

Resten af søndagen var der stilhed i haven, og først mandag eftermiddag var der nyt i sagen.

»Da jeg kom hjem fra arbejde mandag, sad der pludselig fire høns i drivhuset. De virker helt normale, og der ikke tegn på, at de har været oppe at slås,« fortæller Redha Alaa Yousef.

Der mangler derfor 14 høns nu, og Redha Alaa Yousef frygter, at de kan være blevet taget.

»Det er en særlig race, der hedder chabo-høns. De er meget små og kan ligge i hånden. Så måske er der nogen, som er gået ind om natten og har taget dem,« lyder det fra en ærgerlig Redha Alaa Yousef, der savner sine høns.