Der hersker et parkeringsproblem i København. Det har B.T. afdækket gennem flere historier med utilfredse beboere, der må betale til private parkeringsselskaber, selvom de har beboerlicens.
For der er ikke plads til alle bilerne.
Men nu kan københavnerne se frem til flere nye pladser.
I hvert fald dem som bor på Nørrebro og Østerbro. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
De nye parkeringspladser løser nok ikke hele problemet, for som kommunen selv omtaler det, så er det en lille hjælp.
Teknik- og Miljøforvaltningen er lige nu i gang med at etablere skråparkering på ti gader i de to kvarterer, og københavnerne kan se frem til 169 nye pladser.
41 af dem er placeret på Østerbro og 126 på Nørrebro.
Parkeringspladserne kommer som resultat af en politisk prioritering i 2017-budgettet, hvor det blev besluttet, at længdeparkeringspladser skulle laves om til skråparkeringspladser for at få flere pladser.
Parkeringspladserne forventes at stå klar i starten af november 2021.


