14 dage i en ferielejlighed i solrige Malaga? En spritny Macbook Pro? Eller måske en lækker sofa til hjemmet?

Sådan lyder tre muligheder, hvis du har omkring 10.000 kroner, der bare venter på at blive brugt. Men bor du i København, er det også muligt at smide samme beløb én gang om året for at leje en plads i en privat parkeringskælder.

Nu tænker du måske: Hvorfor skulle man gøre det, når man for et langt lavere beløb kan få en parkeringslicens og parkere sin bil på gaden foran sit hjem?

Svaret finder du, hvis du en sen eftermiddag klokken 16.30 tager en gåtur rundt på Vesterbro, Østerbro eller det centrale København.

Her vil du nemlig se det, som nogle københavnere har valgt at kalde 'karrusellen'.

'Karrusellen' består af en stor gruppe af biler, der cirkulerer rundt, rundt og atter rundt i de samme gader og venter på, at en parkeret bil forlader sin plads, så de kan nappe den.

Sådan en karrusel begyndte 67-årige Susanne Sommer Johansen og hendes 71-årige ægtemand for et par år siden oftere og oftere at havne i, når de efter en tur hos familie eller venner kom hjem til Østerbro i deres bil.

»Det tog mere og mere til, og en dag satte min mand mig af ved hjemmet og kørte videre for at finde en plads. Over én time senere kom han frustreret hjem og fortalte, at han havde parkeret et sted til 200 kroner for 12 timer, fordi der simpelthen ikke var pladser nogen steder,« fortæller Susanne Sommer Johansen.

Ægteparret slog sine folder i det centrale København, før de for 20 år siden flyttede ind på Kertemindegade i Østerbro-kvarteret, og dengang var det aldrig et problem at finde en parkeringsplads tæt på hjemmet.

Men år efter år er det blevet en større frustration for pensionistparret, og da de i april skulle til at forny deres kommunale parkeringslicens, kiggede de hinanden i øjnene og næsten i munden på hinanden sagde:

»Det orker vi ikke mere, vel?«

Alternativet blev en noget mere omkostningstung, men også væsentligt bedre løsning:

En parkeringsplads i en aflåst parkeringskælder tæt på Kertemindegade.

Pris? 900 kroner om måneden svarende til 10.800 kroner om året.

En forskel på 8.800 kroner, hvis man sammenligner med de 2.000, ægteparret brugte førhen.

»Det er da ærgerlige penge at bruge, men vi er meget glade for beslutningen. Det kan ikke beskrives, hvor frustrerende det til sidst var, at man ikke vidste, om man skulle lede efter en parkeringsplads i op til en time. Vi var så trætte af det, og nu har vi med sikkerhed en plads, uanset hvornår vi kommer hjem,« siger Susanne.

Delebilsskilt i København. Delebiler er et af kommunens forsøg på at få flere biler ud af bybilledet.
Delebilsskilt i København. Delebiler er et af kommunens forsøg på at få flere biler ud af bybilledet. Foto: Byrd - Jonas Krøner
Vis mere

Susanne og manden ville hellere bruge de næsten 11.000 kroner på en rejse om året til varme, sydlige himmelstrøg, men det er faktisk ikke udgiften, der frustrerer dem mest.

Nej, det er det faktum, at det overhovedet er nødvendigt.

»Jeg synes jo, at det er alt for dårligt. Du sælger parkeringslicenser, og så er der ikke nok pladser. Det kan bare ikke være rigtigt. År for år er det blevet værre, og der bliver ikke gjort noget, andet end at man fjerner parkeringspladser,« siger Susanne Sommer Johansen og fortsætter:

»Jeg kan ikke forstå politikken fra rådhuset lige nu. Den handler jo bare om at fjerne alle biler, men vi bor i et demokrati, og der er ingen politikere, der skal bestemme, at jeg ikke skal have en bil. Det er, som om de har bestemt, at nærmest alle har en bil, selvom de ikke har brug for en. Men hvorfor undersøger de ikke, hvorfor så mange har en?«

B.T. har foreholdt Københavns Kommune kritikken, og her bruger man ganske rigtigt argumentet om, at der er for mange biler i København.

»Det største problem er, at der er for mange biler i København. På Vesterbro står op mod hver fjerde bil stille mandag til fredag, og det vidner jo om, at nogle bør kunne undvære bilen. Derudover har vi netop sat penge af til at sikre bedre forhold for delebiler, som er et godt alternativ for de mange, der har begrænset behov for en bil,« udtaler teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Men den køber Susanne ikke.

»Vi bruger vores bil måske fire gange om måneden, men den er altså nødvendig. Jeg har flyttet min svigermor og min far på plejehjem på Fyn, og dér skal jeg bruge en bil. Hvorfor bygger man ikke bare nogle flere parkeringshuse, nu når der helt tydeligt er et problem? Jeg er jo ikke den eneste, der har det sådan her,« siger hun.