Mange danskere glæder sig formentlig til en jul med familien. For nogle betyder det en rejse til en anden landsdel.
Hvis man er særligt sårbar, kan netop den rejse vække bekymring med den udbredte coronasmitte i samfundet.
Det får nu Molslinjen til at genindføre muligheden for, at særligt sårbare rejsende kan blive i deres biler på vogndækket under sejlturen. Det skriver de i en pressemeddelelse.
»Der er mange gode grunde til, at ophold på vogndækket ikke er tilladt, men som smittesituationen er lige nu, må vi konstatere, at mange særligt sårbare kan risikere ikke at kunne rejse i julen, hvis vi ikke laver en undtagelse. Derfor åbner vi nu for muligheden,« siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Ordningen med, at det er muligt at blive på vogndækket, blev indført i pandemiens begyndelse, hvor danskerne endnu ikke var vaccineret.
»Vi oplevede, at mange bookede plads på vogndækket, selv om de ikke var i en særlig sårbar situation. Flere forlod bilen for alligevel at gå i passagerområdet for at købe mad eller kaffe, og det gav en række uheldige konfrontationer, som vi meget gerne vil undgå,« siger Jesper Skovgaard.
Derfor er det ikke tilladt med en plads på vogndækket at forlade bilen på turen.
Han opfordrer derfor kraftigt til, at det netop kun er særligt sårbare, der booker plads på vogndækket. Pladserne er nemlig stærkt begrænsede og skulle gerne gå til dem, der har behov for at rejse isoleret.
Særligt sårbare skal ringe til Molslinjens kundecentre og få tilføjet en plads på vogndækket til deres billet. Uden en plads eller senest en tilladelse i check-in vil det ikke være muligt at blive på vogndækket.
Ordningen løber fra 21. december 2021 til 2. januar 2022. Ordningen gælder for alle færgeruterne på nær ruterne mellem Rønne og Køge og Rønne og Sassnitz samt hurtigfærgen Max. Der kommer heller ingen pladser på vogndækket på juleafgange med færgen Hammershus 23. december på Bornholm.