En lastbil røg fredag formiddag på dramatisk vis af vejbanen og landede i grøften.

Uheldet skete, da lastbilen påkørte en skiltevogn, som var spændt bagpå en gravemaskine. Hændelsen fandt sted i nordgående retning på Hirtshalsmotorvejen omkring tilkørslen mod Bouet.

Det fortæller indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab.

»Det er som om, føreren mister herredømmet over lastbilen. Herefter laver han en undvigemanøvre, men rammer skiltevognen og gravemaskinen på siden,« uddyber han.

I første omgang lød meldingen på brand i lastbilen, men det viste sig ikke at være tilfældet.

En lastbil påkørte fredag formiddag en skiltevogn.
En lastbil påkørte fredag formiddag en skiltevogn.
Vis mere

Da redningsmandskabet nåede frem, var lastbilchaufføren selv kravlet ud af lastbilen. Han skulle efter omstændighederne have det godt – men er dog kørt til kontrol på sygehuset.

Der sad også en mand i gravemaskinen. Han meldes uskadt.

I forbindelse med uheldet skete der dog en del materiel skade.

En skiltevogn blev totalt smadret, da den fredag formiddag blev påkørt af en lastbil på motorvejen.
En skiltevogn blev totalt smadret, da den fredag formiddag blev påkørt af en lastbil på motorvejen. Foto: Rasmus Skaftved
Vis mere

»Skiltevognen blev selvfølgelig smadret og røg af gravmaskinen. Men gravemaskinen er der ikke sket det store med. Den er stor og tung,« siger Nils Eltzholtz.

Den væltede lastbil skal inden for kort tid bjærges, men det kommer ifølge indsatslederen ikke til at påvirke trafikken på motorvejen, der er igen er helt åben for al trafik.