25-årige Nikolaj Læsø forlader Aalborg Håndbold, før hans kontrakt udløber.

Han er nemlig blevet købt fri af portugisiske FC Porto.

Det melder Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

»Nikolaj har gennemgået en fantastisk udvikling her i klubben, og vi ser ham som en vigtig brik, vi gerne ville have beholdt,« siger en ærgerlig Jan Larsen, der er direktør for Aalborg Håndbold.

»På den anden side har han over for os ytret ønske om et udlandseventyr – og da vi fik vores krav indfriet, ville vi ikke stå i vejen for, at han til sommer kan prøve sig af på en ny håndboldscene,« tilføjer han dog.

Nikolaj Læsø spiller sæsonen ud i det nordjyske og drager derefter mod sit nye udlandseventyr:

»Tiden i Aalborg har været helt fantastisk for mig, og det er den stadigvæk. Jeg har dog altid drømt om at komme til udlandet for at prøve en ny kultur og starte et anderledes håndboldkapitel. Timingen for dette passede nu,« siger han og afslutter:

»Og så håber jeg, det er på gensyn og ikke et farvel med klubben og de fantastiske fans.«

Nikolaj Læsø var i 2021 med til at sikre Danmark en guldmedalje ved verdensmesterskaberne i Egypten.

Andre læser også