Odenseanerne fik sig mandag formiddag et noget specielt syn.

For gennem centrum kom - for kun anden gang siden byggeriet gik i gang for knap fire år siden - et letbanetog på de anlagte skinner. Men toget kørte ikke.

Det blev trukket.

Årsagen til det er, at Odense Letbane stadig venter på en godkendelse fra Banedanmark, der skal slå fast, at kørslen med letbanen ikke påvirker den almindelige togdrift gennem byen. Og mens Odense Letbane venter på godkendelsen, må der ikke køres med letbanetog i midtbyen.

Det bekræfter Odense Letbane overfor B.T.

Der er lige nu ikke sluttet strøm til køreledningerne i midtbyen. Letbanetoget kan derfor ikke komme gennem byen på nogen anden måde end ved at blive trukket. Og det blev det så mandag formiddag.

Mandag er desuden første gang nogensinde, at letbanetoget kommer til at køre helt til endestationen ved Tarup Center. Men hele den tur kommer også til at foregå i et langsomt tempo.

Det er dog ifølge Odense Letbane ganske almindelig praksis. Der skal nemlig gennemføres det, som Odense Letbane kalder et 'linecheck' - hvor hele linjeføringen og de dertilhørende skilte kontrolleres. Og det tjek foregår ved, at toget kører langsomt forbi eksempelvis skilte og lyssignaler for at kontrollere, at alt er, som det skal være.

Når linechecket er overstået, kommer letbanens tog så til at køre flere ture helt af sig selv. Men kun korte og langsomme ture på, og kun på den nordlige del af letbanens strækning. Altså den del, der går fra Middelfartvej i Bolbro til Tarup Center.

Der bliver mandag 'kørt' på hele letbanens strækning. Det meste af turen skal toget dog trækkes, da der endnu ikke må køres i midtbyen. Foto: Odense Kommune.
Der bliver mandag 'kørt' på hele letbanens strækning. Det meste af turen skal toget dog trækkes, da der endnu ikke må køres i midtbyen. Foto: Odense Kommune.
Vis mere

Men når toget så mandag eftermiddag vender snuden hjem mod depotet i Hjallese igen, ja så skal der gang i trækkeriet igen. For letbanetoget skal endnu en gang gennem byen, hvor det altså ikke hverken kan eller må køre ad sig selv endnu.

Odense Letbane forventer dog, at Banedanmark inden længe er klar til at godkende Odense Letbanes redegørelse, så togene snart kan vinke farvel til den gule trækvogn.

B.T. har derfor spurgt Odense Letbane, hvorfor man ikke bare har ventet på godkendelsen, inden man gennemførte det såkaldte linecheck. Her var begrundelsen, at toget alligevel skal trækkes, når der udføres linecheck, og derfor kunne man lige så godt gennemføre det nu.