Jubel, spænding, krammere og forløsning.
En kommunalvalgsaften som i tirsdags udløser ofte store følelser hos alle de involverede.
Kandidater, kampagnefolk, ungdomspolitikere, familiemedlemmer og kommunale medarbejdere var tirsdag aften, nat og morgen samlet til fest i festsalen på 2. sal på Odense Rådhus.
De kunne alle fejre, at en lang valgkamp var ovre og spændt følge med i hvordan vælgerne så havde stemt. Det skete fra en storskærm på hele den ene bagvæg i festsalen. En storskærm, der tiltrak sig mere og mere opmærksomhed, som aftenen skred frem.
Kort efter midnat lå resultatet af valget klar og et nyt stykke arbejde gik i gang. Nemlig arbejdet med at få landet en politisk aftale for de næste fire år.
De næste syv timer var politikere og partifolk i gang med at sondere terræn og forsøge at lande aftaler på kryds og tværs af partier.
Kort efter klokken 6 onsdag morgen forlod Venstres forhandlere rådhuset lettere nedstemte.
Og tæt på klokken 7 onsdag morgen kom en flok bestående af repræsentanter fra resten af byrådets partier og deres partisoldater ned af trappen fra rådhuset 3. sal med en aftale.
Dagen efter gjaldt det optællingen af de personlige stemmer i en sportshal i Odense. Tårer - både de glade og triste - og træthedskrammere var der mange af den dag.
Borgerne i Odense har nu fået navn på de 29 politikere, de har valgt til at lede kommunen i den kommende valgperiode.
Og om fire år gør de det alle sammen igen.
