Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
For mens de fleste nok har været frustrerede over og trætte af coronanedlukninger og -restriktioner, så har det sat sit tydelige præg på antallet af tilskadekomne og dræbte i trafikken.
Ifølge en rapport, som Vejdirektoratet netop har udgivet, har der været et kraftigt fald i trafikulykker med tilskadekomst i løbet af 2020.
På landsplan har der således været 13 procent færre tilskadekomster og dødsulykker i 2020 sammenlignet med gennemsnittet for 2015-19. Et fald som Vejdirektoratet i høj grad kæder sammen med, at flere arbejdede hjemmefra, og der derfor var færre biler på vejene.
I rapporten fremgår det desuden, at Region Nordjylland er den region, hvor faldet har været størst. Endda markant større end de øvrige regioner.
I Nordjylland er antallet af ulykker med tilskadekomst faldet med hele 32 procent.
En af forklaringerne handler om befolkningstætheden, lyder det fra Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder ved Vejdirektoratet.
»I regioner med høj befolkningstæthed og korte afstande mellem hjem, indkøb og fritidsaktiviteter, vil cyklen ofte være et attraktivt alternativ, mens man oftere vælger bilen, når afstandene bliver større. Derfor vil et stort fald i biltrafik have en mindre effekt på trafiksikkerheden i for eksempel Region Hovedstaden, hvor der bliver cyklet og gået mere,« siger hun.
En anden forklaring, som nævnes i rapporten, er, at flere kommuner i Region Nordjylland fik særlige coronarestriktioner i november 2020, da regeringen strammede skruen for undgå smitte med en særlig mutation af coronavirus, der blev kædet sammen med mink.
Disse restriktioner gjaldt i omkring to uger og indebar, at kollektiv transport ind og ud af de syv kommuner blev indstillet, ligesom regeringen på det kraftigste opfordrede borgere til heller ikke at krydse kommunegrænserne på anden vis.
Det resulterede i, at Region Nordjylland i den pågældende periode oplevede færre ulykker en de øvrige dele af landet i samme periode.
Mens der i løbet af 2020 var forskelle i graden af nedlukning landet over, så ændrer det ikke ved billedet af, at corona og de medfølgende tiltag fra myndighederne har påvirket antallet af alvorlige ulykker i en positiv retning i hele landet.
»Det hænger sandsynligvis sammen med, at mange har arbejdet hjemme store dele af året, og at de videregående uddannelser har haft meget virtuel undervisning. Det betyder, at de 18-54-årige har haft mindre transport til og fra arbejde eller studie, end de plejer,« vurderer Marianne Foldberg Steffensen.


