Flere patienter i Nordjylland vil i den kommende tid få besked om, at deres tid på hospitalet er blevet udskudt.

Det vil i hvert tilfælde kun ske efter en konkret lægefaglig vurdering.

Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse mandag.

Hospitalerne i regionen oplyser overordnet et pres på akutområdet, og særligt de seneste måneder har der været en stigning i antallet af akutte patienter, ligesom der ses en stigning i antallet af covid-19-patienter.

tip os
Har du fået udskudt din hospitalstid? Så hører redaktionen gerne fra dig

Det medfører et belægningspres på medicinske og kirurgiske sengeafdelinger.

»For at håndtere presset bliver vi hver dag nødt til at udskyde planlagt aktivitet – både hvad angår operationer og ambulante besøg. Derfor henviser vi også lige nu en stor del af patienterne til privathospitaler,« fortæller koncerndirektør i Region Nordjylland, Anne Bukh.

»Det er en meget beklagelig situation. Vi er helt bevidste om, at det har konsekvenser for patienterne, når vi udskyder tiderne.«

De patienter, hvis tid bliver aflyst, vil få direkte besked.

Region Nordjylland understreger, at hospitalerne prioriterer akutte patienter, kræftpatienter og øvrige patienter med førligheds- og livstruende sygdomme.

Heller ikke patienter tilknyttet Psykiatrien i Region Nordjylland bliver som udgangspunkt berørt af de pressede afdelinger.

Som konsekvens af presset – og for at det ikke skal blive større – er regionen gået i gang med at finde på løsninger på problemet.

Det vedrører blandt andet rekruttering af mere personale, hvordan andre faggrupper kan være behjælpelige, ligesom regionen forsøger at oprette ny sengepladser.

Endvidere samarbejder regionen, de nordjyske kommuner og de praktiserende læger om, hvorvidt der kan kigges på det samlede sundhedsvæsen i Nordjylland. Eksempelvis om patienter kan henvises til hospitaler på rette tidspunkter.

Det er ikke kun i Nordjylland, at man oplever et pres på hospitalsgangene. Også Region Syddanmark og Sjælland har meldt om lignende tilstande, hvilket har gjort at Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, opfordrer til, at behandlings- og udredningsgarantien suspenderes midlertidigt.

Den historie kan du læse mere om HER.