Sæt farten ned, hold god afstand og kør forsigtigt!
Du har hørt det hele før, men det gør det ikke desto mindre vigtigt:
Vejene torsdag morgen kan være både sne- og isglatte, så der er god grund til at tage hjemmefra i god tid og passe på.
»Her til morgen kan det virkelig bøvle i trafikken, så man skal passe godt på, når man kører ud,« siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Lars Henriksen.
Han forklarer, at selv om der – bort set fra på Solskinsøen Bornholm – ikke falder de store snemængder i løbet af torsdagen, så er vejbanerne torsdag morgen både våde og kolde, og det er en farlig cocktail i trafikken.
»Det er en god idé at køre hjemmefra i god tid, for vejene kan være både sne- og isglatte,« siger han med henvisning til de store snemængder, der faldt i det nordjyske onsdag.
Den sne bliver liggende lidt endnu og kan give trafikale problemer.
»Men i hele landet skal man være påpasselig, når man kører ud. Temperaturerne ligger fra frysepunktet og ned til tre graders frost, og nogle steder er der faldet sne i løbet af natten, og vejbanerne er våde. Mange steder skal man virkelig tænke sig godt om,« siger Lars Henriksen.
Torsdag morgen fraråder politiet i Midt- og Vestjylland samt i Nordjylland fortsat al unødig udkørsel.
Midt- og Vestjyllands Politi skriver på Twitter, at flere af de små være stadig kan være ufremkommelige.
Bilisterne opfordres derfor til at køre forsigtigt.