Busser, biler, lastbiler og andre køretøjer, som er ude af stand til at køre. Og som kræver hjælp.
Det er kernen i de opgaver, som Nordjyllands Politi står op til torsdag.
Som følge af det voldsomme snevejr holder adskillige køretøjer fast, hvilket skaber massive problemer for politikredsen med at få gjort forholdene på vejene så optimale som muligt.
Det forklarer vagtchef Jesper Sørensen over for B.T.

»Der har og er store udfordringer med vores vintervedligeholdelse. Saltmaskiner og sneplove har svært ved at komme frem, fordi der holder køretøjer rundt omkring.«
»Det giver noget efterslæb på en masse vejopgaver, og vi tager det i den rækkefølge, vi kan. Vi har en del køretøjer, som venter,« forklarer han.
Jesper Sørensen tilføjer, at udfordringer er til stede i hele regionen. Endvidere har der også været en række uheld fra morgenstunden – ingen med alvorlig personskade.
Onsdag har sneen dalet ned og lagt sig over Nordjylland, hvilket for alvor skabte trafikale problemer fra eftermiddagen.
Bus, tog og fly blev indstillet, Wolt indstillede deres udbringning og al kørsel blev frarådet af politiet.
27 personer måtte tilmed overnatte i IKEA, fordi de ikke måtte køre hjem.
»Det er ikke sådan, at vi fraråder udkørsel længere. Men vi opfordrer til forsigtighed, og til at folk kommer afsted i god tid.«
Samme melding lyder fra DMI torsdag morgen:
»Men i hele landet skal man være påpasselig, når man kører ud. Temperaturerne ligger fra frysepunktet og ned til tre graders frost, og nogle steder er der faldet sne i løbet af natten, og vejbanerne er våde. Mange steder skal man virkelig tænke sig godt om,« siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Lars Henriksen.