Debatten om buskørsel i Danmarksgade er massiv. Nu har politikerne skrevet et nyt kapitel.

Sundheds- og Kulturudvalget i Aalborg Kommune havde onsdag den glohede kartoffel på på dagsordenen. Og der er godt nyt til dem, der ikke ønsker busser i den smalle gade.

Udvalget besluttede nemlig, at linjerne 11, 14 og S1 midlertidigt flyttes til Jyllandsgade. Det sker pr. 1. januar 2022 eller 'hurtigst muligt herefter', som det står formuleret i referatet fra onsdagens møde.

»Når nu vi laver en ny busbane i Jyllandsgade, så synes jeg, det giver god mening at rykke busserne derud. Der er god passage i gaden, og det er tæt på midtbyen,« siger Mads Duedahl, der er rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen.

At man ikke med 100 procents sikkerhed kan love, at det sker den 1. januar 2022, skyldes ombygninger omkring Kennedy Arkaden. Skulle de blive udskudt, flytter busruterne først til Jyllandsgade, når ombygningerne er færdige.

Men lige nu er der ikke udsigt til forsinkelser, siger rådmanden.

Dermed er det sikkert, at busserne snart forsvinder fra den smalle gade. I hvert fald for en stund.

Borgerne i Danmarksgade, som i flere medier længe har protesteret over de larmende passegerfragtende køretøjer, kan nemlig ikke føle sig sikre på, at dagens politiske beslutning er lig med et definitivt farvel til busserne.

For som der står i mødereferatet, så tages 'den endelige beslutning om ruteføring af kollektiv trafik i Danmarksgade... i forbindelse med beslutningen af et nyt rutenet forventeligt i foråret 2023'.

Og dermed kan busserne i princippet vende tilbage til gaden fra foråret 2023.

Der har længe været massiv debat om, hvorvidt der skal køre busser i Danmarksgade. En debat, som politikerne også har lagt mærke til, fortæller rådmand Mads Duedahl.
Der har længe været massiv debat om, hvorvidt der skal køre busser i Danmarksgade. En debat, som politikerne også har lagt mærke til, fortæller rådmand Mads Duedahl.
Vis mere

»Når man træffer en ny beslutning om en ny kollektiv trafikplan, så kommer alle ruter i spil. Så der er jo ikke nogen, der kan være 100 procent sikre på noget som helst, men jeg vil da tro, at man beholder mange af de linjer, man har i dag,« forklarer Mads Duedahl.

Rådmanden henviser til, at byrådet næste år skal vedtage en ny stor samlet plan for den kollektiv trafik. En plan, som forventes at kunne tages i brug fra 2023, hvor de første PLUS-busser starter med at køre.

Den nye plan laves blandt andet på baggrund af data og tilfredshedsanalyser fra byens buspassagerer. Og her måles der også i både Jyllandsgade og Danmarksgade, oplyser Mads Duedahl.

»Så får vi et samlet billede af, hvad der vil være bedst at prioritere,« siger han.

Rådmanden erkender i øvrigt, at det langt fra har været populært med busser i Danmarksgade:

»Man må sige, der er stor utilfredshed fra borgerne inde i Danmarksgade. Efter vi lukkede Nytorv har der været meget snak om, hvor busserne skal køre henne. Og nu har man så forsøgt Danmarksgade i et stykke tid,« siger politikeren, der aldrig personligt selv har været fan af at have de lange køretøjer i den centrale gade.

»Jeg er meget enig med borgerne. Jeg synes aldrig, at Danmarksgade har været det oplagte sted at have en bus til at køre – i sådan en smal gade,« lyder det fra Mads Duedahl.

På et byrådsmøde tilbage i maj blev det besluttet, at Sundheds- og Kulturudvalget fik bemyndigelse til inden for budgetrammerne at foretage mindre justeringer i den godkendte køreplan.

Netop det, har udvalget så gjort onsdag. Buslinjerne 11, 14 og S1 midlertidigt flyttes altså fra den 1. januar 2022 midlertidigt fra Danmarksgade til Jyllandsgade.