Fremover skal du måske cykle i bedre tid, hvis du cykler ad Amagerbrogade og Torvegade.

For i takt med anlægningen af den nye halvø Lynetteholm i Københavns Havn mellem Nordhavn og Refshaleøen vil det ud over en del jord kræve tung trafik over Amager.

Det skriver KøbenhavnLIV.

Derfor har Københavns Kommune i et høringssvar af VVM og anlægslov for Lynetteholm påpeget et behov for forbedringer af trafikafvikling, når jordtransporten skal transporteres gennem byen.

Flere tiltag er på tegnebrættet, men særligt lyskrydset ved Christmas Møllers Plads har skabt uenighed blandt politikerne.

For konsekvensen her er nemlig, at cyklisterne kan se frem til at skulle holde længere tid for rødt i retningen ad Amagerbrogade og Torvegade.

Alt dette fordi øst-vest-gående lastbiltrafik prioriteres.

Og det falder bestemt ikke i god jord hos Gorm Gunnarsen, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten.

For de sidste mange årtier har morgentrafikken over pladsen fra Amagerbrogade i forvejen givet udsigt til ventetid – nu kommer det til at tage endnu længere tid.

»Lynetteholmstrafikken er altså på vej til at sabotere helt centrale intentioner bag de mange millioner, byen investerede i Ny Amagerbrogade med bredere cykelstier. Vi ser her udslag af et hensyn til bilisme, der er gået amok, « siger Gorm Gunnarsen til KøbenhavnLIV.

Helt konkret forlænges højresvingsbanen fra Vermlandsgade mod Torvegade ved at nedlægge et stykke af busbanen.

Det skal give bilerne incitament til at køre over Langebro i stedet og på den måde reducere antallet af jordtransportlastbiler og andre køretøjer via Knippelsbro og Torvegade til og fra Lynetteholm.