Hvis du har bevæget dig igennem Mejlgade i Aarhus, har du formentlig bemærket, at der er temmelig meget trafik.
Så meget trafik, at Aarhus Kommune har besluttet, at fodgængerfelterne skal gøres mere sikre.
Og det skal de ved hjælp af en 3D-effekt, som skal få trafikanter til at stoppe for fodgængerne. Det oplever kommunen nemlig ikke, at de altid gør, selvom de egentlig har vigepligten.
»Det er en gimmick, som vi forventer er effektiv. Det føles som om, man faktisk har en fysisk forhindring foran sig, så det giver en ekstra reminder om fodgængerfeltet,« siger Rikke Smed Winding, der er projektleder på 3D-fodgængerfelter ved Aarhus Kommune.
Forhindringen består i en form for store klistermærker, som man brænder ned i belægningen på vejen. Det er skyggerne, der giver 3D-effekten, forklarer Rikke Smed Winding.
Forhåbningen er, at det vil skabe tryghed blandt borgerne.
»Vi håber, det kan give noget tryghed for ældre og yngre borgere, som færdes langsommere i trafikken og har mindre erfaring,« siger Rikke Smed Winding.
Og de ved, det virker.
Man har det nemlig allerede i Helsingør, i Island og i Australien. Og det er de erfaringer, man trækker på. Stederne har nemlig oplevet, at brugerne faktisk respekterer det.
Alligevel vil der være meget observation omkring virkningen.
»Det kræver noget tilvænning. Der er meget adfærd og kultur i sådan nogle ting. Så det er også lidt med spænding, at det etableres,« siger hun.
Lige nu er det dog et forsøg, men det er meningen, at der skal etableres to yderligere 3D-felter i Aarhus: Et mere på Mejlgade og et i Knudrigsgade.
Det vil man gøre, når man har fået erfaringer fra det første.
Fodgængerfeltet forventes at stå færdigt 29. september.
I 2023 skal Aarhus Kommune lave en opfølgning til vejdirektoratet, som har givet tilladelsen til projektet.