B.T. kunne tidligere fortælle, hvordan forældre og børn fra Knudrisgade gik på gaden i Aarhus for at kæmpe for bedre trafiksikkerhed.
Forældrene er nemlig så nervøse for børnenes sikkerhed i området, at de tog penslen i egen hånd og malede store skilte med teksten 'Kan du se mig?'
»Vi er bange for, at det ender galt. Skal vi vente på et uheld, før der bliver gjort noget?,« sagde Suzanne Reitsma, der er med i Nørrestenbro Beboerforenings trafikgruppe, til B.T.
Men nu ser aktionen ud til at have virket, og derfor er der positivt nyt på vej til Suzanne Reitsma, der selv har to små børn, der går i institution på gaden.
Aarhus Kommune vil etablere et 3D-fodgængerfelt på gaden for at komme problemerne til livs.
»Det er jeg så glad for! Jeg er meget spændt på resultatet,« fortæller moren.
Ifølge Rikke Smed Winding, der er projektleder på 3D-fodgængerfelter ved Aarhus Kommune, består tre-d-forhindringen i en form for store klistermærker, som man brænder ned i belægningen på vejen.
Det er skyggerne, der giver 3D-effekten, og forhåbningen er, at det vil skabe tryghed blandt borgerne og altså på Knudrisgade, forklarer hun.

Men der skal mere end et 3D-fodgængerfelt til at skabe tryghed på den meget befærdet gade, mener Suzanne Reitsma.
Knudrisgade ligger i et område, hvor der både er biler og busser, som kører i begge retninger, og på det seneste også meget byggeri.
»Det er potentielt livsfarligt, for vejen er meget åben, og det er nemt for bilerne at køre stærkt. Jeg hører tit forældre råbe 'vent, vent' til deres børn,« siger Suzanne Reitsma.
Og derfor håber hun også, at der kommer flere tiltag end blot det ene 3D-fodgængerfelt.
»Hvis det kun er det, så er det ikke nok, for bilerne kører virkelig stærkt her,« fortæller hun.
Men noget tyder på, at hun også kan se frem til endnu flere tiltag.
Jesper Frandsen, der er trafikplanlægger i Aarhus Kommune, fortæller, at kommunen i skrivende stund arbejder på at etablere nogle tiltag på gaden.
»Vi er ved at få tegnet noget, så det er stadig meget tidligt, og derfor kan jeg ikke fortælle mere,« siger han.
Lige nu arbejder Aarhus Kommune på at få etableret det første 3D-fodgængerfelt på Mejlgade, og derefter skal erfaringerne afgøre, hvornår 3D-fodgængerfeltet kommer til Knudrisgade.
Fodgængerfeltet i Mejlgade forventes stå færdigt 29. september.


