Lyt til artiklen

Trine Marie Hansen har mildest talt haft nogle vanvittige dage.

»Det er helt vildt. Helt vildt. Det er så fantastisk.«

De seneste to uger har hun siddet foran tv-skærmen hjemme i stuen for at følge med i noget, hun aldrig kommer til at glemme igen.

»Jeg er bare mega stolt af ham. Jeg synes, at det er så fantastisk. At det rækker så vidt, at han er på podiet. Det synes jeg er fuldstændig vanvittigt sejt.«

Du har formentlig regnet ud, hvem det er, hun snakker om.

For Trine Marie Hansen er kæreste med Danmarks formentlig hotteste navn lige nu, Jonas Vingegaard, der kører Tour de France for første gang.

Den 24-årige Jumbo-Visma-rytter har fejet tæppet væk under løbet og ligger på en foreløbig tredjeplads efter fuldstændig formidabel kørsel indtil videre.

Blandt andet kørte han fra den gule trøje, Tadej Pogacar, op ad mytiske Mont Ventoux.

Jonas Vingegaard chokerede cykelverdenen, da han kørte fra Tadej Pogacar op ad Mont Ventoux.
Jonas Vingegaard chokerede cykelverdenen, da han kørte fra Tadej Pogacar op ad Mont Ventoux. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Vingegaard har længe været spået til at blive Danmarks nye klassementhåb, men det er først i disse uger, at Danmark for alvor får øjnene op for den generte mand fra Hillerslev.

»Altså, det, jeg faldt for, er, at han er bundloyal. Han er et godt menneske, helt inderst inde. Han vil andre det godt,« fortæller Trine Marie Hansen, da hun bliver bedt om at sætte ord på mennesket Jonas Vingegaard.

»Han vil gerne se tilbage på det her og være stolt af det. Være et godt forbillede for sin datter, så hun kan blive stolt, når hun engang kan forstå det. Han vil gerne køre cykelløb på en god og fair måde, hvor man taler med benene og ikke med munden, armene eller albuerne. Han vil helst bare lade benene tale.«

Selvom det kan lyde som en kliché, virker det virkelig, som om det er det eneste, der tæller for Jonas Vingegaard.

Han lægger ikke skjul på, at hans favoritdel af opmærksomheden ikke er at tale med pressen, men han tager det alt sammen med og er flittig til at stoppe ved journalister fra flere forskellige lande. Fordi den klejne dansker gerne vil gøre tingene ordentligt.

Og det må man bare sige, at han har gjort indtil videre i årets Tour de France.

»Han har kørt genialt hele denne her sæson, hans watt er sygt gode, og han har en god vægt. Alt det her med fysik og den mentale tilstand er i orden. Det ved jeg,« siger Trine Marie Hansen.

Jonas Vingegaard har i forvejen kørt sig til fornemme resultater i denne sæson, hvor han blandt andet har vundet en etape ved UAE-Tour og triumferede ved etapeløbet Coppa Bartali.

Trine og datteren Frida følger noget af Tour de France i autocamper. Blandt andet sammen med Trines mor, Rosa, som er kendt fra 'Den store bagedyst'.
Trine og datteren Frida følger noget af Tour de France i autocamper. Blandt andet sammen med Trines mor, Rosa, som er kendt fra 'Den store bagedyst'. Foto: Instagram/jonasvingegaard
Vis mere

Men Tour de France er jo noget specielt – både for cykelrytteren selv, men også hans familie.

»Det er lidt vildt og overvældende at være en del af,« siger hun.

»Jeg tror, at han befinder sig godt i det. Det kan han finde ud af, det her. Efter han er kommet i gang, har han fundet ud af, at Tour de France også bare er et cykelløb, og dem, han kører imod, er dem, han plejer at køre cykelløb imod.«

Indtil videre har Trine Marie Hansen set alle etaperne på skærmen hjemme i Danmark. For at undgå den værste uro under lynhurtige nedkørsler har hun udnyttet tiden til at lægge tøj sammen eller lave kaffe.

Men fredag rejste hun til Frankrig med blandt andet parrets datter på ti måneder, Frida, for at følge løbet.

Familien har lejet et hus i Sydfrankrig, hvorfra kursen skal sættes til i hvert fald tre etaper som minimum. Lille Frida er nemlig ikke så glad for at køre i bil.

Selvom Trine og den lille datter i teorien har mulighed for at se Jonas Vingegaard trods coronarestriktionerne, har cykelrytterens kæreste valgt at sige nej tak til muligheden.

Hun vil nemlig forstyrre hans løb mindst muligt.

Jonas Vingegaard er pludselig blevet Jumbo-Vismas klassementhåb i årets Tour de France, efter stjernen Primoz Roglic udgik.
Jonas Vingegaard er pludselig blevet Jumbo-Vismas klassementhåb i årets Tour de France, efter stjernen Primoz Roglic udgik. Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

»Jeg går meget op i, at han skal have fokus på Tour de France og ikke på at snakke med alle mulige. Der er jo et hav af mennesker, der prøver at kontakte ham, men så gør han det, han gerne vil og lige skal. Ikke mere end det.«

Trine og Jonas sørger dog for at facetime hver dag.

Livet som cykelrytter gør jo, at Jonas Vingegaard er væk fra familien rigtig mange dage om året, men det er ikke noget, der virker som det store problem.

»Jeg er ikke sådan en, der bare sidder og venter på, at Jonas kommer hjem. Der er godt gang i gryden her også. Tiden sammen udnytter vi virkelig, der sætter vi alle andre aftaler på standby. Vi helliger tiden sammen, og når vi så er hver for sig, plejer vi de andre relationer,« siger Trine Marie Hansen.

»Jonas har heldigvis nogle rigtig gode kammerater på holdet, som han kan hygge sig med.«

Det er blandt andet også derfor, at parret har valgt at bosætte sig i Glyngøre og ikke flytte til udlandet.

»Så er det, som om ens liv er lidt på standby, det er der ingen af os, der har interesse i. Det bliver vi ikke glade af i hvert fald,« fortæller Trine Marie Hansen.

Udlandet har dog for alvor fået øjnene op for Jonas Vingegaards enorme talent. Lige nu ser det ud til, at han kan køre sig på podiet i Tour de France.

Men der er en ting, man ikke må glemme. Han og familien kommer fra Jylland, og eufori er i hvert fald ikke noget, man arbejder med endnu.

»Her sælger vi ikke skindet, før bjørnen er skudt. Overhovedet. Jonas skal bare nyde hver evig eneste dag. Han skal synes, at det er sjovt og fedt. Det er det vigtigste.«

Tour de France slutter 18. juli i Paris.