Man tabte nærmest kæben, da man så det fuldstændig usandsynlige scenario udspille sig foran én.
Den danske overraskelse Jonas Vingegaard trådte så hårdt i pedalerne, at selv den gule trøje Tadej Pogacar ikke kunne følge med. Som det første i årets Tour de France formåede han at trække fra den regerende vinder op ad et bjerg.
Og så var det ovenikøbet legendariske Mont Ventoux, der agerede kulisse til det dramatiske bjergslag.
»Jeg synes, at det var lidt surrealistisk. Han er jo nok en af verdens bedste cykelryttere. Jeg synes, at det var vildt at sætte ham på den måde,« fortæller Jumbo-Visma-rytteren om et af de helt stærke billeder ved årets udgave af Tour de France.
Jeg begyndte lidt at tude, da han rykkede fra Pogacar i gårJonas Vingegaards kæreste Trine Marie Hansen.
Hans voldsomme stød kom ikke kun bag på ham selv.
»Efter etapen i går var holdet da overrasket – og det var jeg også selv – over, at jeg kunne sætte Pogacar.«
Vingegaards acceleration kom med under to kilometer til toppen af bjerget på etapen, der sluttede med en nedkørsel, hvor den unge dansker blev hentet.
Men angrebet har uden tvivl sat sig mentalt hos både Vingegaard og Pogacar.

»Angrebet var noget, der kom til mig, da jeg var på vej op ad Mont Ventoux,« siger Jonas Vingegaard.
»Jeg har snakket med holdet om, at jeg ligesom bare skulle prøve at følge med, og hvis jeg så følte mig godt kørende, så ville jeg prøve at angribe.«
Nordjyden har indtil videre markeret sig med en, hvad mange nok ville kalde meget nordjysk facon – med en ydmyg fremtoning og benene plantet solidt i jorden.
Derfor har han heller ikke tænkt over det episke aspekt i hele scenen, der udspillede sig foran millioner af mennesker bag skærme og langt fra landevejene.
»Nej, det har jeg ikke tænkt så meget over. Jeg tager det stille og roligt omkring det, og så fokuserer jeg bare dag for dag.«
En af dem, der sad og fulgte med på skærmen fra Glyngøre, var kæresten Trine Marie Hansen.
»Jeg begyndte lidt at tude, da han rykkede fra Pogacar i går, det vil jeg ikke lægge skjul på. Da gav det lige et sus i maven,« fortæller hun.
»Frida kiggede op på mig og tænkte 'Hvad er der galt, mor?' Men det var bare godt,« siger hun om parrets lille datter, der er ti måneder.

Selvom Jonas Vingegaard selv taler episoden lidt ned, er der ingen tvivl om, at den vakte stor, stor jubel hjemme hos den lille familie.
»Man tænkte bare 'hold nu kæft, altså'. Jeg kunne godt mærke, at det var virkelig stort. Og bare mega fedt. Det er rørende at se, og jeg synes, det er fantastisk. Han er så sej,« siger Trine Marie Hansen.
Inden onsdagens angreb på den gule trøje på Mont Ventoux viste Jonas Vingegaard allerede exceptionelle takter.
Efter etapen ligger han nummer tre i det samlede klassement, og med hans evner i enkeltstarten er der mulighed for at kravle endnu længere op.
Den 24-årige Vingegaard blev nemlig nummer tre i løbets første enkeltstart, og han har været en af de helt store aktører under årets udgave af verdens største cykelløb – som han i øvrigt kører for første gang.
»Det er det, der er så fedt ved at se Jonas køre cykelløb. Han griber øjeblikket. Det er ikke noget, der er planlagt 100 år i forvejen, han griber chancen, hvis den er der,« siger Trine Marie Hansen om øjeblikket, der har henrykt tusindvis af danske cykelfans.
»Jeg kunne også godt se, at han lå og kiggede lidt på Pogacar: 'Skal vi gøre det her, eller hvad?,' virkede det, som om han signalerede.«
»Og man kunne godt se på Pogacar, at han ikke var med,« fortæller hun.
»Han tænkte: 'Nej, nej, for søren. Overhovedet ikke, jeg er slet ikke klar.' Men så tænkte Jonas: 'Så gør jeg det bare selv'.«