Torsdag blev han nærmest afhørt. Og fredag skete det så igen.

Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard skulle endnu en gang svare på nogle af de dopingspørgsmål, der er blevet nævnt den seneste uge.

På fredagens pressemøde var der nemlig en journalist, der gerne ville vide specifikt, hvor mange gange danskeren blev dopingtestet under sine tre træningslejre, som han var på i løbet af foråret.

Et spørgsmål, som danskeren dog lynhurtigt fejede af banen.

Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det kan jeg ikke huske. For at være ærlig, så kan jeg ikke huske antallet af tests, jeg afleverede i februar,« lød det fra Vingegaard, inden han blev spurgt om, hvorvidt han kunne garantere, at han blev testet på træningslejrene:

»Jaja, jeg blev testet på dem allesammen. Selvfølgelig.«

Torsdag blev Jonas Vingegaard ligeledes bedt om at fortælle, hvor han havde trænet henne, da han var på træningslejr i højderne tidligere på året.

Et spørgsmål, der undrede B.T.s værter i podcasten 'Touren på Bagsædet'.

»Det er en form for afhøring. Hvorfor ikke bare spørge Jumbo-Vismas pressechef Ard (Bierens, red.), hvis det bare er et faktuelt spørgsmål, man vil have svar på? Det undrer mig,« lød det blandt andet.

Jonas Vingegaard fortalte tidligere på ugen, at han kunne forstå, at folk stillede spørgsmålstegn ved hans nuværende niveau.

Men han understregede også flere gange, at han aldrig ville tage noget, han ikke ville give sin datter.

Det Internationale Dopingtestagentur meddelte torsdag, at Jonas Vingegaard på daværende tidspunkt var blevet testet hele 18 gange i løbet af årets Tour de France.

Du kan i øvrigt læse B.T.s dom over fredagens etape LIGE HER.