Mens et af de store danske håb for hjemmebanesucces, Magnus Cort, skuffede fælt ved DM, ser det anderledes lyst – eller gult – ud for Mads Pedersen.
Han blev nummer to, kort efter sin egen holdkammerat, Alexander Kamp, men det sitrede i styret for at køre op til ham.
Dermed er der ingen tvivl om, hvem de danske klaphatte skal knytte den gule drøm til fra på fredag. Han hedder Mads Pedersen.
Men manden med den gule plan er Kim Andersen.
Trek-sportsdirektøren, der af blandt andre Brian Holm er blevet kaldt »verdens bedste sportsdirektør«, har fulgt Mads P.s. stærke kørsel ved DM-ugen i Aalborg.
»Det er jo målet!« siger sportsdirektøren om den gule drøm.
Efter dobbeltsejren ved DM er planen klar for hvordan førertrøjen skal luftes på VM 2018-vinderens skuldre.
»Vi forsøger at lave så god en prolog som muligt og derefter gribe chancen,« siger chefstrategen Andersen.
»Man kunne godt forestille sig, van Aert kaldes tilbage, og så håber vi, at vi kan være så tæt på, at vi kan tage den. Vi har ikke nogen på holdet at tage hensyn til de første tre dage – eller fire dage eller hvad der skal til for at få den gule førertrøje,« understreger han.
Bakkerne hen mod Storebælt kender sjællandske Mads Pedersen, og de skal bruges af den hårdføre sprinter i det potentielle vinddrama, der venter.
Det bliver afgørende for den gule drøm.
Men at det sker allerede på fredag, er for optimistisk:
»Der skal et mirakel til på prologen,« mener Kim Andersen.
Han har selv tidligere kørt i gult i Tour de France, men den historiske grand depart i Danmark og muligheden for at køre i verdens mest prestigefyldte trøje langs danske kyster, veje og tilskuere, betyder, at det gibber lidt ekstra på det danskerglade Trek-hold.
»Det betyder utrolig meget. Det vi ser i dag (søndag, red.) med de bakker, hvor Mads sætter de andre fra hjul, viser, at han er absolut på toppen af ydeevnen. Mere kan vi ikke forlange,« slutter Kim Andersen om den formstærke Pedersen, der også viste stærk kørsel i Belgien Rundt med en etapesejr.
Lige nu regner det i København, hvilket kan være en fordel for Mads Pedersen - følg B.T.s live-opdatering her