En overrevet akillessene. Det er den situation, som tennisstjernen Holger Rune lige nu står med.
Og sådan en omgang tager tid, før man er på toppen igen.
Sådan lyder vurderingen fra TV-læge Peter Qvortrup Geisling:
»Når man er ung, går man ofte mere aggressivt til værks, eksempelvis med eliteidræt. Nogle gange laver man en røntgen-undersøgelse eller scanning. Måske gør man det hér. Men det er meget sandsynligt, at man vil operere. Enten i dag eller i morgen.«
Ifølge TV-lægen vil man efter en operation putte benet i gips i 3-4 uger, hvorefter man så kigger ind i 3-4 måneder med genoptræning.
Og herefter kan Holger Rune ikke bare troppe op på banen fra dag 1, siger Peter Qvortrup Geisling:
»Han kan jo ikke bare gå ind og fyre den af, så der kan sagtens gå op til et halvt år, før han er tilbage.«
Når vi snakker en overrevet akillessene, så kommer sådan en skade dog ikke bag på TV-lægen.
»Man ser typisk de her skader i badminton og tennis.«
Selvom Holger Rune nu ser ind i et længere forløb med en sandsynlig operation og flere måneders genoptræning for at stabilisere og give ro, så er Peter Qvortrup Geisling ikke i tvivl om, hvordan det hele ender:
»Han skal nok komme tilbage.«
B.T.s tennisreporter er i chok over nyheden. Du kan læse hans reaktion her.